Lyskekanal, (latin canalis inguinalis), passage gennem bugvægsmuskulaturen nær overgangen mellem bugvæg og lår. Hos manden gennemløbes lyskekanalen af den lillefingertykke sædstreng, der fører sædlederen, nerver, blod- og lymfekar fra bughulen til testiklerne. Hos kvinden er kanalen ganske snæver og indeholder kun en bindevævsstreng, det runde livmoderbånd, der forbinder livmoderen med huden over de store (ydre) skamlæber.

Kanalen, der er ca. 5 cm lang, forløber skråt gennem bugvæggen og lukkes passivt ved en klapmekanisme, når trykket i bughulen stiger. Ved svækkelse af bugvægsmuskulaturen kan lukkemekanismen svigte med erhvervet lyskebrok til følge. I fosterlivet dannes en rørformet udposning af bughinden ud gennem lyskekanalen. Udposningen bevares hos mange pattedyr og indgår hos nogle, bl.a. gnavere, i en glidemekanisme, hvormed testiklerne kan trækkes op i bughulen. Hos mennesket tilbagedannes udposningen kort efter fødslen, men hos nogle børn forbliver den åben og disponibel for udvikling af såkaldt medfødt lyskebrok, se brok.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig