lymfesystem

Lymfesystem. Af Frederik 3. fik den danske læge og anatom Thomas Bartholin overladt ligene af to forbrydere, som var henrettet kort efter et stort måltid, så lymfen var fedtholdig og mælkelignende. Han påviste herved brystgangen, ductus thoracicus, hvori lymfekarrene fra ben og krop samles. Fundet med ledsagende illustration blev offentliggjort 5. maj 1652. Thomas Bartholin udgav i 1653 et større værk om lymfekarrene og i 1670 Vasa lactea et lymphatica med en udtømmende beskrivelse af lymfekarrenes anatomi.

.

Lymfesystem. Øverst fordelingen af lymfekar og -knuder i menneskekroppen. Lymfen tilledes blodkredsløbet gennem vener ved halsroden. Nederst en 1-2 cm stor lymfeknude. Kirtlen holdes sammen af en bindevævshinde. I barken modner lymfocytter (særlige hvide blodlegemer), som senere tilføres blodkredsløbet med lymfen. Andre hvide blodlegemer i lymfekirtlen, makrofager, opfanger fremmedstoffer som fx bakterier og virus.

.

Lymfesystem.

.

Lymfesystem, lat. systema lymphaticum, karsystem i legemet, som bringer overskud af væske, lymfe, fra væv og organer til blodet. Indskudt i karsystemet (hos bl.a. mennesket) er lymfeknuder, som renser lymfen for fremmedlegemer, fx mikrober. Desuden bringer lymfen fedt optaget fra tarmen til blodet.

Hos hvirveldyrene blev et selvstændigt lymfesystem først udviklet blandt benfisk. Dette blev suppleret hos padder og krybdyr med lymfehjerter, der pumper lymfe mod blodbanen. Padder kan have op mod 200 sådanne hjerter, mens krybdyr kun har to veludviklede lymfehjerter. Også nogle fuglearter har lymfehjerter, men de fleste fugle og alle pattedyr mangler dem. Kun hos sidstnævnte ses lymfeknuder, idet nogle få fuglearter dog har simple, lymfeknudelignende strukturer.

Menneskets lymfesystem

I menneskets væv og organer dannes vævsvæsken ved filtrering af væske fra blodet i kapillærerne. Dette skyldes, at trykket i blodvæsken, det hydrostatiske tryk, i kapillærernes arterielle ende er højere end det tryk, der skyldes opløste molekyler, det kolloidosmotiske tryk. I væsken findes ilt, næringsstoffer og salte (elektrolytter), som således bringes fra blodkar til cellerne. 90% af væsken bevæger sig passivt tilbage til blodbanen (dvs. ved diffusion) i kapillærernes venøse ende, hvor blodets hydrostatiske tryk er mindre. Resten bliver optaget af lymfekapillærer som lymfe, hvis sammensætning altså svarer til vævsvæskens. Med lymfen transporteres også udskilte stoffer (sekretionsprodukter) som fx små proteiner (peptider) og affaldsstoffer fra cellerne samt døde celler og fremmedlegemer, fx bakterier og virus, hvis sådanne er trængt ind i vævet. Lymfen fra tyndtarmen er speciel, idet den indeholder absorberet fedt (se lymfe).

Lymfekapillærerne samles til lymfekar på få millimeters tykkelse, i hvilke der sidder klapper som — sammen med muskelsammentrækninger i karrenes væg og i omgivende skeletmuskler — sikrer, at lymfen løber mod stadig større lymfekar.

media("http://www.denstoredanske.dk/@api/deki/files/65128/=27122076.swf")

I lymfebanen findes der altid indsat lymfeknuder, som er fra få millimeter til 1-2 cm store, bønneformede, indkapslede organer. I knuderne spredes lymfen fra de indkommende kar i talrige kanaler, hvor der findes særlige celler, makrofager (se blod og immunologi), der opfanger fremmede partikler som fx bakterier og virus (og i brysthulens lymfeknuder kulstøv hos rygere og byboer, se antrakose), hvorved lymfen renses. De fangne partikler opdages af lymfocytter, særlige hvide blodlegemer, som lymfeknuden er fyldt af mellem lymfekanalerne. Herved kan et immunforsvar mod fremmede stoffer påbegyndes. Lymfen indeholder meget få celler, inden den når lymfeknuderne, men i knuderne modtager den mange lymfocytter, som med lymfen bringes til blodet som et vigtigt led i lymfocytternes recirkulation i kroppen. Lymfeknuderne er således vigtige filtre, som normalt sikrer, at bakterier og virus bliver standset, inden de når blodet.

Hvis mikroberne er meget aggressive, kan der ses en betændelsesreaktion i de regionale lymfeknuder, som forstørres og bliver hårde og ømme, sådan som det fx ses ved halsbetændelse; normalt kan lymfeknuder ikke føles gennem huden med undtagelse af nogle få i lysken.

I menneskekroppen findes mange hundrede lymfeknuder. Lymfen fra kropsvæg, arme og ben løber gennem knuder i armhuler og lyske. Fra organerne i kropshulerne løber lymfen gennem talrige knuder i tarmkrøs og langs legemspulsåren. Lymfen fra ben, bækken og bughule samles i vores største lymfekar, mælkebrystgangen (brystgangen, ductus thoracicus), som løber fra bughulen langs rygsøjlen til venstre halsrod, hvor den udmunder i venesystemet. Mælkebrystgangen har fået sit navn, fordi den efter måltider indeholder fedtrig — og derfor hvid — lymfe fra tarmen. Også lymfe fra arme, hoved, hals og brysthule løber ind i vener på begge sider af halsen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig