lungesnegle

De fleste lungesnegle har en spiralsnoet skal; en del har ingen skal. Skallen varierer i størrelse fra nogle få mm til ca. 15 cm (afrikansk kæmpesnegl, Achatina fulica). Lungesneglenes skal er oftest tyndere end forgællesneglenes, og der er intet låg (operculum). Skallen er oftest højresnoet, men hos nogle arter, fx blæresnegl (Physa) og foldsnegle (Clausilia), er den venstresnoet. Skivesnegle (Planorbidae) har en helt flad, spiralsnoet skal. Huesnegles (Ancylus og Acroloxus) skal har ingen synlig spiralsnoning.

Kappehulen, der hos andre snegle rummer gællen, er hos lungesneglene omdannet til en "lunge", dvs. at dens vægge er forsynet med et tæt net af fine blodkar, som kan optage ilt fra kappehulen. Kappehulens munding er indskrænket til et lille åndehul, som kan ses på højre side. Hos de skalløse lungesnegle ses kappen som en fortykkelse (skjoldet) i kroppens forende. Nogle vandlevende lungesnegle har sekundært udviklet gæller. De landlevende lungesnegle har to par følehorn; de bageste har øjne på spidsen. Følehornene kan trækkes ind i hovedet, når dyrene forstyrres. De vandlevende lungesnegle har kun ét par følehorn, og øjnene sidder ved basis af disse.

Lungesneglene er hermafroditter (tvekønnede). Kønsorganernes opbygning er kompliceret og bruges i mange tilfælde til klassifikation og identifikation af arter. I sjældne tilfælde kan en lungesnegl befrugte sig selv, men almindeligvis sker en parring mellem to individer, der skiftes til at fungere som han og hun. Hos mange landsnegle, fx vinbjergsneglen (Helix pomatia), har man observeret et kompliceret parringsspil, der kan vare flere timer. Når to snegle mødes, beføler de først hinanden en tid; hvis begge er parat til parring, afskyder den ene en lille harpunagtig kalkstilet (kærlighedspil), som bliver siddende i huden på partneren. Efter endnu nogen tid finder selve parringen sted, hvorunder de to snegle snor sig omkring hinanden. Landlungesneglene parrer sig om foråret, når de kommer frem fra deres vinterhi. Æglægningen finder sted kort efter. De fleste landsnegle graver deres æg ned i jorden.

Ferskvandssneglene lægger gelatinøse ægkapsler, som hæftes fast på sten eller planter. Der er ikke noget fritsvømmende larvestadium; de små snegle kryber direkte ud af ægkapslerne.

De fleste landlungesnegle er knyttet til fugtige steder; de skal kunne regulere fordampningen fra kroppen. Under overvintring trækker landsneglene sig ind i skallen, og der afsondres et slimlag i skalmundingen. Noget lignende kan ses i varme, tørre somre. De fleste lungesnegle er planteædere, enkelte er rovdyr. Mange lungesnegle er skadedyr, enten direkte ved at æde eller beskadige afgrøder eller indirekte som mellemværter for parasitter.

Den afrikanske kæmpesnegl er ved menneskets mellemkomst blevet spredt i Østasien og på mange øer i Stillehavet, hvor den kan gøre stor skade på afgrøderne. På Tahiti forsøgte man at udrydde kæmpesneglen vha. en rovsnegl, som blev indført fra Florida, men rovsneglen udryddede i stedet nogle af de sjældne endemiske landsnegle på Tahiti, mens kæmpesneglen næsten ikke blev spist. Ferskvandslungesnegle af slægterne Bulinus og Biomphalaria i Afrika og Asien kan være bærere af de parasitiske ikter, som giver sygdommen bilharziose. Man skal derfor være meget forsigtig med at bade og vaske sig i søer, damme og grøfter i disse regioner.

Snegle spredes ofte fra en region til en anden med fx grøntsager. De kan også transporteres som menneskeføde. Fx mener man, at vinbjergsneglen er kommet til Danmark med katolske munke før Reformationen; snegle anses ikke for kød og kan derfor spises under fasten.

Klassifikationen af lungesneglene er omdiskuteret. Den største gruppe, hvortil de fleste landlevende arter hører, kaldes Stylommatophora ('med øjne på stilke'). Til denne gruppe hører de skalløse (nøgne) landlevende arter, fx skovsnegl (Arion), kældersnegl (Limax flavus) og agersnegl (Deroceras). De fleste ferskvandslungesnegle, fx mosesnegle (Lymnaeidae), blæresnegl og huesnegle, tilhører gruppen Basommatophora ('med øjne ved basis'). Herudover findes nogle smågrupper, hvis slægtskabsforhold er usikre; det drejer sig mest om de arter, der lever i tidevandszonen i tropiske have. Denne gruppe kaldes Archaeopulmonata ('gamle lungesnegle'), fordi de har en række oprindelige træk. De nøgne arter i denne gruppe har tidligere været henregnet til baggællesneglene.

Da "lungen" er en tilpasning til livet på landjorden, mener man, at lungesneglene oprindelig levede på land, evt. i mangrovesumpe, og derfra spredte sig til ferskvand. Man mener, at lungesnegle og baggællesnegle har en fælles stamform tilhørende forgællesneglene.