Lugteorganer, organer, som hos dyr kan registrere luft- eller vandbårne molekyler; se også næse. Hvirvelløse dyrs lugteorganer sidder gerne på særlige fremspring såsom siderne af forkroppen hos fladorme eller følehornene hos snegle, insekter og krebsdyr.
Hvirveldyrenes lugteorganer indeholder en lugteslimhinde, som består af sanseceller og slimproducerende celler. Slimens opgave er at fjerne allerede registrerede lugtstoffer: Jo voldsommere lugtsanseindtrykket er, desto mere intensiv er slimdannelsen. Generelt påvirkes sansecellerne ikke af de samme stoffer som dem, der virker på smagsorganerne, og de står i forbindelse med hjernen gennem helt andre nerver (den parrede lugtenerve til forhjernen, se hjernenerver) end smagsløgene.
Hos rundmunde (fx lampretter) er lugteslimhinden anbragt i en uparret næsehule, hos alle andre hvirveldyr i to næsehuler, der åbner sig fortil på hovedet, og hvis overflade er forøget ved en kraftig foldning af væggene. Fisk har for hver næsehule to næsebor, så vandet kan skylle gennem hulerne under svømning, eller næsehulerne ventileres af omgivende muskulatur.
Hos landhvirveldyr står hver næsehule i forbindelse med mundhulens loft gennem et indre næsebor, således at lugtstofferne kommer i kontakt med lugteslimhinden under åndingsluftens passage. De ydre næsebor lukkes hos padder og dykkende pattedyr effektivt af særlige muskler under neddykning. Hos krybdyr er en del af lugteslimhinden afspærret i parrede blindsække fra ganetaget (det Jacobsonske organ) og bruges som et sporsanseorgan: Slangerne fører fx den spaltede tunge skiftevis ud af munden, hvor sporstoffer fra et flygtende bytte opsamles, og op i organet, hvor de registreres.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.