luftskib

Det ustive luftskib består af et elastisk hylster (ballonlegemet). Inden i hylsteret er der ofte en langsgående støttebjælke, hvortil hylster og gondol er fastgjort. Næsen er ofte forsynet med et letmetalskelet til forstærkning. Små ustive luftskibe kaldes også blimps og anvendes stadig, primært til reklamebrug.

Det halvstive luftskib har i bunden af ballonlegemet en platform, hvortil gondoler mv. er fastgjort. Platformen fungerer som afstivning for luftskibet, og hertil er letmetalskeletterne til forstærkning af næse og agterende fastgjort. Roald Amundsen benyttede et af Umberto Nobiles halvstive luftskibe på sin rejse over Nordpolen i 1926.

I både ustive og halvstive luftskibe fungerer ballonlegemet som en ballonsæk, evt. opdelt i celler. Desuden er der celler med luft, således at ballonlegemet kan være helt fyldt, uden at gas og luft blandes, og således at opdriften kan reguleres.

Det stive luftskib består af et letmetalskelet beklædt med letmetal eller kunststof. På skelettet monteres gondoler mv. Det stive luftskibs konstruktion giver mulighed for at bygge de største luftskibe, og Ferdinand von Zeppelin udviklede princippet til en sådan fuldkommenhed, at luftskibe ofte identificeres med "zeppelinere". I det stive luftskib er der gassække inden i luftskibet. Ved hel eller delvis udtømning i forbindelse med regulering af opdriften kan de blot falde sammen inden i ballonlegemet. For alle typer luftskibe kan opdrift og balance desuden reguleres med ballast.

Et luftskib, hvor opdriften fremkommer ved at opvarme luften i ballonlegemet, har eksisteret siden 1975. Sådanne varmluftsluftskibe anvendes udelukkende til fritidsbrug.

Interessen for luftskibe findes stadig, og der gøres jævnlig tekniske og økonomiske overvejelser og forsøg på at genoplive luftskibe til kommercielt brug.

Aldrig så snart havde man fået de første balloner i luften, før man begyndte at eksperimentere med styrbare luftfartøjer. Man forsøgte med at åbne og lukke paraplyer, med årer og med sejl, men først med anvendelsen af motorkraft kom der gang i udviklingen. Det første styrbare luftskib blev konstrueret af H. Giffard i 1852 med aflangt ballonlegeme og en dampmaskine. Charles Renard (1847-1905) og A. Krebs brugte en elektrisk motor med et chrom-klorid-batteri, da de den 9.8.1884 i La France fløj i 23 min. og som de første nogensinde vendte de tilbage til deres startsted. Den elektriske motor på 8,5 hk gav en hastighed på 6 m/s.

Problemet med styrbare luftskibe var at finde en motor, der var tilstrækkelig kraftig, samtidig med at den og de nødvendige drivmidler var lette nok. Med Daimlers udvikling af benzinmotoren fandt man en motor, der havde den rette kombination af kraft og vægt. K. Wölfert gjorde i 1888 nogle prøveflyvninger med en 2-hk-benzinmotor. Forsøget blev gentaget i 1896 med luftskibet Deutschland og en 8-hk-motor. På kejser Vilhelm 2.s initiativ blev endnu en opvisning foretaget i 1897. Wölfert og hans mekaniker R. Knabe steg hurtigt til en højde af ca. 1 km, hvorefter der skete en eksplosion, og det hele styrtede brændende til jorden. Eksplosionen skyldtes formodentlig den hurtige opstigning med udvidelse og dermed udslip af brint fra ballonlegemet til følge. Tændingssystemets brug af en åben flamme satte eksplosionen i gang. Wölfert og Knabe blev den motoriserede flyvnings første dødsofre.

Udviklingen fortsatte, og i begyndelsen af 1900-t. udvikledes luftskibe i både USA og Europa, hvor ikke mindst militæret forudså deres anvendelsesmuligheder. Under 1. Verdenskrig anvendtes luftskibe til rekognoscering og til bombning bag fronterne. Især blev England udsat for tyske zeppelineres angreb. Selvom de ikke voldte større skader, skabte de en voldsom frygt hos civilbefolkningen. I begyndelsen havde tyskerne kun ganske få luftskibe, og senere var de pga. luftforsvaret tvunget til at flyve så højt, at bombningerne blev meget upræcise.

Med den britiske regerings bestilling af to gigantiske luftskibe til passagertransport i 1924 indledtes de store luftskibes æra. I England byggedes R100 og R101, i Tyskland Graf Zeppelin og i USA bl.a. Akron, alle af den stive type. Fra Tyskland forbandt man Nord- og Sydamerika med Europa i et rutenet, der med hastigheder på over 100 km/h gav væsentlig hurtigere forbindelser end passagerskibene. Luftskibenes styrke lå i, at de uanset motorproblemer kunne holde sig svævende, medens deres svagheder skyldtes den enorme følsomhed over for vindpåvirkning, behovet for store hangarfaciliteter samt den evige frygt for den brandfarlige brint. Flere luftskibe kom til, men en række uheld, der kulminerede med Hindenburgs brand i 1937, betød enden på æraen.

Især USA fortsatte dog med at anvende luftskibe. Under 2. Verdenskrig anvendtes de til at eskortere konvojer og til havovervågning; sidstnævnte anvendelse fortsatte frem til 1961.

Luftskibe bruges i dag som store reklamebannere ved sportsarrangementer, overvågning og rundflyvninger. Et nyere luftskib, der tilbyder rundflyvninger, er Zeppelin NT, der blev indviet i Friedrichshafen 18.9.1997.