Luftret er et kompleks af regler, der regulerer den civile luftfart. Luftretten, som er opstået efter 1. Verdenskrig, er en del af transportretten og har tyngdepunkt i personbefordring, mens godsbefordring er vigtigst for fx søtransportret; luftretten indeholder elementer fra folkeret, forvaltningsret og formueret. Da luftfartens store force er hurtighed over større afstande, er de forskellige staters luftfartslovgivning i vidt omfang baseret på internationale luftfartskonventioner.

Allerede ved Pariserkonventionen af 1919 blev det fastslået, at enhver stat har højhedsret over sit luftterritorium. Derudover blev der nedfældet bestemmelser af teknisk og administrativ karakter, der også var af betydning for den første danske luftfartslov, som kom i 1923 efter et nordisk samarbejde. Mange af reglerne, bl.a. om flys luftdygtighed, om uddannelse af personel og om undersøgelse af flyulykker, tilsigter at imødegå den særlige risiko ved flyvning.

Privatretlige regler om international befordring af personer og gods gennemførtes ved Warszawakonventionen af 1929, der bl.a. fastslog, at befordrerens ansvar skal være et ufravigeligt og strengt skyldansvar med bevisbyrden på befordreren, dvs. at han er ansvarlig for skader på personer og gods, medmindre det kan bevises, at de indtrådte skader ikke skyldes hans forhold. Befordreren vil som regel være et luftfartsselskab. Som ved konventioner vedrørende sø- og jernbanetransport blev der sat øvre grænser for erstatningens størrelse, der skulle reguleres efter guldværdi; ved særlig grov skyld bortfaldt ansvarsbegrænsningen, som i øvrigt skulle være klart omtalt i befordringsdokumenterne, dvs. billetter, rejsegodsbeviser og luftfragtbreve. Traktaten er ratificeret af over 130 lande, derunder de nordiske, og blev lagt til grund for den første danske lov om luftbefordring fra 1937.

Blandt de allierede afsluttedes i slutningen af 2. Verdenskrig Chicagokonventionen af 1944 om international civil luftfart med et antal tekniske annekser. I forbindelse med konventionen oprettedes International Civil Aviation Organization, ICAO, FN's organisation for varetagelse af flyvesikkerheden inden for civil luftfart. International Air Transport Association, IATA, er en organisation af luftfartsselskaber, som har et nært samarbejde med ICAO, bl.a. om tariffer og ensartede transportbetingelser.

Et tillæg til Chicagokonventionen omhandler lufttrafikrettigheder, dvs. retten for et luftfartsselskab, der er hjemmehørende i én stat, til efter aftale at overflyve en anden stat og at lande der med henblik på reparation, tankning, aflevering og optagelse af personer mv. Luftfartsselskabernes lufttrafikrettigheder beror som oftest på traktater mellem to eller flere stater; de vil som udgangspunkt indeholde en præcisering mht. antal tilladte landinger, antal tilladte passagerer og den tilladte mængde gods, som kan transporteres til og fra.

Efter 2. Verdenskrig opstod der utilfredshed med Warszawakonventionens regler om erstatning ved skade, og da ICAO i 1953 opgav en egentlig revision, blev der gennemført en række ændringer af erstatningsreglerne ved Haagprotokollen af 1955, bl.a. blev ansvarsbegrænsningsbeløbet ved personskade fordoblet. Protokollen trådte i kraft få år efter, men blev langtfra ratificeret af alle Warszawakonventionslandene.

Den danske luftbefordringslov af 1937 ændredes i overensstemmelse med Haagprotokollen, og loven blev kort efter indsat som kap. 9 i Luftfartsloven af 1960.

Det fortsat relativt lave begrænsningsbeløb var ikke tilfredsstillende i USA, hvor udviklingen gik i retning af høje erstatninger for personskade. På et hastemøde indkaldt af ICAO og IATA indgik 136 luftfartsselskaber i 1966 med USA den såkaldte Montreal Agreement om forhøjelse af begrænsningsbeløbet ved flyvning til USA til 58.000 dollar eksklusive omkostninger og 75.000 dollar inklusive.

Guatemalaprotokollen af 1971 muliggør en seksdobling af erstatningen for personskade. Protokollen er ikke (2006) ratificeret af det fornødne antal stater og derfor endnu ikke trådt i kraft.

Montrealprotokollerne 1-2 fra 1975 konverterer Warszawakonventionens ansvarsbegrænsningsbeløb for personskade til 8300 SDR (Den Internationale Valutafonds møntenhed) og det tilsvarende beløb i Haagprotokollen konverteres til 16.600 SDR.

Som det fremgår, blev Warszawakonventionen fra 1929 løbende justeret ved forskellige ændringsprotokoller, hvoraf væsentlige ikke nåede at træde i kraft.

EU indførte i 1997 regler om erstatningsansvar for EF-luftfartsselskaber, idet Ministerrådet udstedte en forordning om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af ulykker. Forordningen, som blev ændret i 2002, omfatter luftfartsselskabers erstatningsansvar over for passagerer, der bliver dræbt eller lider skade på legeme eller helbred. Ifølge disse bestemmelser er et luftfartsselskab objektivt ansvarlig for skade op til et beløb på 100.000 SDR, og dette erstatningsansvar kan ikke begrænses. Hermed indførtes en forbedring af erstatningsniveauet i forhold til Warszawakonventionen med senere ændringer, hvorefter erstatningsniveauet for nogle landes vedkommende – afhængig af hvilke ændringer det pågældende land havde tiltrådt – kunne udgøre beløb ned til 16.600 SDR pr. passager. Den internationale luftfartsorganisation ICAO tog herefter initiativ til at erstatte det forældede Warszawasystem med en helt ny konvention, som bl.a. bygger på EU-forordningen. Denne konvention, Montrealkonventionen blev underskrevet 28.5.1999 og blev i 2004 ratificeret af Danmark og de øvrige EU-lande.

Montrealkonventionen bygger i høj grad på de grundlæggende tanker bag Warszawasystemet, men indeholder også en række helt nye bestemmelser, der navnlig har til hensigt at forbedre passagerernes retsstilling, navnlig gennem en væsentlig forhøjelse af erstatningsbeløbet og forskudsudbetaling ved personskade. Ved Montrealkonventionen er indført ubegrænset erstatningsansvar for passageres død eller tilskadekomst. Der indførtes endvidere et tostrenget ansvarssystem, hvorefter der er objektivt ansvar for personskade op til 100.000 SDR. Det betyder, at luftfartsselskabet ikke kan afskære eller begrænse sit erstatningsansvar for krav på indtil 100.000 SDR. For krav ud over dette beløb gælder der et ansvar med omvendt bevisbyrde.

Montrealkonventionens regler er indarbejdet i den nugældende danske luftfartslov af 2005.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig