Luftforsvar defineres som foranstaltninger, der tages for at sikre eget område mod angreb fra luften.

Luftforsvar er både den aktive indsats af våben, f.eks. i form af jagerfly, missiler og kanoner, og passive foranstaltninger som varsling, udnyttelse af camouflage og beskyttelsesrum. Værdien af et velorganiseret luftforsvar blev bl.a. demonstreret under 2. Verdenskrig, da den britiske luftforsvarsindsats reducerede effekten af det tyske flyvevåbens bombekampagne mod især den britiske hovedstad London.

Siden NATOs oprettelse i 1949 har denne alliances defensive karakter medført, at luftforsvar har været en væsentlig del af det militære samarbejde.

En luftforsvarsoperation omfatter en opdagelsesfase, der kan være i form af visuel observation, men som oftest udføres vha. radar eller andet elektronisk udstyr, en identifikationsproces, hvor truslen identificeres og det mest optimale modvåben udpeges samt endelig en våbenindsats, hvor de fjendtlige mål engageres.

Den hastighed og præcision, som disse faser gennemføres med, er afgørende for operationens succes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig