Artikelstart
Luba, vestafrikansk folk i Den Demokratiske Republik Congo; ca. 13 mio. Luba lever primært af svedjebrug, suppleret med jagt og fiskeri foruden omfattende migrantarbejde i Shabaregionens kobberminer. Luba fra Shaba har et patrilineært slægtskabssystem, hvorimod luba, som lever øst for Congofloden, anerkender afstamning i moderlinjen. Den traditionelle politiske organisation er kendt under betegnelsen sakralt kongedømme med den tabuomgivne høvding (mulopwe) i centrum. Kristen mission har haft stor betydning, men synkretistiske religiøse bevægelser som fx Jamaa samt besættelseskulter og atter andre helliget forfædre og naturånder er fortsat meget udbredte.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.