lov - loven som guddommelige bud

Lov – loven som guddommelige bud, For at forlene en lovgivning med absolut autoritet er den undertiden blevet tilskrevet en guddom. Det er fx tilfældet med Moseloven, idet Bibelen hævder, at det er Gud, der har givet Moses ikke bare De Ti Bud, men også hele den øvrige lovgivning; den er indeholdt i 2.-5. Mosebog og omfatter foruden forholdet til medmennesket også kulten.

I den græsksprogede antikke jødedom fik Mosebøgerne ligefrem betegnelsen nomos 'loven', hvorimod det hebraiske torah betyder 'undervisning, belæring'. Loven var således udtryk for Guds vilje, og den blev løbende tolket, så den kunne dække alle livets situationer (se halakah); denne lovfortolkning blev siden samlet og systematiseret i Mishnah og Talmud. Lovoverholdelse var betingelsen for menneskets forbliven i Guds pagt, hvor der dog også var mulighed for soning og tilgivelse.

Da forestillingen om en opstandelse fra de døde kom til, opstod tillige tanken om frelse som evig belønning og fortabelse som evig straf. Ifølge Det Nye Testamente gjorde Jesus op med jøder, der fordrede overholdelse af "loven for lovens skyld" (jf. fx Mark. 2,27) på bekostning af kærlighed til medmennesket.

I islam tolkes loven også som givet af Gud, og Koranen indeholder en række direkte påbud, som det er de troendes pligt at efterleve. Disse udsagn er i den islamiske retsfamilie sammen med de henvisninger, der kan udledes af Muhammeds sædvane og de lærdes fortsatte fortolkning, systematiseret sådan, at islamisk lov principielt kan opstille regler for alle sider af det menneskelige liv.