lotus

Lotus. Lotus høstes. Kashmir.

.

Lotus. Nymphaea caerulea.

.

Lotus, flere plantearter, først og fremmest en række vandplanter i åkandefamilien.

Faktaboks

etymologi:
Ordet lotus kommer via latin fra græsk lotos med samme betydning, lån af uvis opr.

Egyptisk lotus (Nymphaea lotus) tilhører slægten nøkkerose i åkandefamilien og er naturligt udbredt i Nord- og Vestafrika. Den har op til 25 cm store, hvide blomster, der er åbne fra sent om eftermiddagen til tidligt næste formiddag. En anden art i slægten, tropisk eller blå nøkkerose (N. caerulea), der vokser i Nordafrika, er den dominerende lotusart i egyptisk oldtidskunst.

Lotus er også det videnskabelige navn på slægten kællingetand i ærteblomstfamilien, ligesom navnet har været brugt om fx Ziziphus lotus i vrietornfamilien, der vokser i det østlige Middelhavsområde. Dens store frugter indeholder en melet substans, der kan bruges som tilsætning i brød og til fermenterede drikke.

Indisk lotus henregnes efter de nyeste undersøgelser til sin egen familie, Nelumbonaceae; se også dækfrøede.

Symbolik

I mange kulturer tillægges lotusen en række religiøse og metaforiske kvaliteter, som hænger sammen med dens placering i dynd, vand og sol og med dens form: blomsten, der åbner sig som en hel lille skabelsesproces. I oldtidens Egypten var lotusen vigtig i myten om verdens skabelse. I hinduistisk mytologi fødes Brahma af en lotus, og i Upanishaderne sammensmelter mikro- og makrokosmos i billedet af "hjertets lotus". Buddhaer og bodhisattvaer fremstilles siddende på et lotusformet sæde, symboliserende "oplysningen", frigørelsen fra lidelsen (dyndet). Lotusen findes på talrige mandalaer; en kropsstilling i hatha-yoga kaldes lotusstilling; kundalini-energiens øverste protofysiske erkendelsespunkt er lotusblomstens udspring på issen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig