Loppecirkus, tidligere almindelig underholdning på markeder, kendt siden 1700-t. Repertoiret bestod af tilsyneladende dresserede lopper, der udførte springnumre, gik på line eller trak miniaturevogne. For at svække loppernes springevne opbevarede man dem under en glasplade, hvor de kun kunne kravle. Pga. forbedret hygiejne blev det med tiden svært at finde nye artister, og det sidste loppecirkus i Skandinavien fandtes i Tivoli i København i 1967.