logos

Logos er et begreb af afgørende betydning i hele den græske filosofiske tradition, hvor det oftest kan oversættes med 'rationelt princip'.

Hos Heraklit, ca. 500 f.v.t., er logos det princip, der holder verden sammen som en ordnet helhed af proportioner og en enhed af modsætninger. Ofte identificeres Gud med logos.

Sofisterne koncentrerede sig om logos i betydningen 'argument', "at gøre den svagere logos stærkere". I delvis opposition hertil opstillede Platon det krav, at en sand logos skal afbilde den objektive virkelighed, dvs. idéerne.

Hans analyse af en sætnings formelle struktur videreførtes af Aristoteles, der i øvrigt ofte sondrede mellem begrebserkendelse (vha. logos) og empirisk virkelighedserkendelse.

Hos stoikerne er logos et nøglebegreb, nemlig det princip, der styrer verden, gør den til en rationel enhed, og som fastsætter den moralske lov for mennesket. Mennesket har, om end ufuldstændigt, del i den guddommelige logos.

Logos styrer verden og er derfor et grundbegreb i alle filosofiske delområder. Det gælder erkendelsesteorien, dvs. den menneskelige bearbejdelse af sanseerkendelse ved logos, og logikken, der beskæftiger sig med det formelle indhold mellem meningsbærende udsagn (logoi).

Det gælder endvidere fysikken, læren om, hvorledes alt gennemstrømmes af logos eller Gud, der har struktureret verden i én ubrydelig årsagssammenhæng. Etikken samler sig om det krav, at mennesket skal leve i overensstemmelse med naturen, dvs. med verdensforløbet og den moralske lov, logos.

Stoisk logos-tænkning øvede betydelig indflydelse på senantik filosofi. Den er fremtrædende hos fx Filon fra Alexandria og hos Plotin, og den blev optaget i kristen tænkning, hvor Kristus blev identificeret med logos, jf. Johannesevangeliets indledning: "I begyndelsen var Ordet".