Livsaldre, begreb i skiftende tidsaldres tankegang og billedlige symbolik. Det indgår fx i kosmologisk tænkning, hvor verden tænkes at bestå af elementer i en orden af talmæssig karakter, fx middelalderens kristne sekstalskosmologi med skabelsen på seks dage, historien som seks epoker og menneskets livsforløb som seks aldre. Se også lykkehjulet.
Fra 1600-t. til ca. 1900 knytter forståelsen af livsaldrene sig til de populære afbildninger af menneskelivets aldre i folkelige tryk, fx kistebilleder; her ses mennesket i de unge år stige op ad en trappe til et højdepunkt, hvorfra det går nedad mod døden. Hvert trappetrin symboliserer et tiår, men de har ikke navne i moderne forstand som barndom, ungdom og alderdom.
Derfor forstår nyere forskning begrebet livsalder som kulturhistoriske kategorier, dvs. at en livsalder opfattes som en enhed med sit eget sluttede præg (se cyklus). Det betyder, at fx barndom ikke er en livsalder, blot fordi ethvert voksent menneske uanset tid og sted nødvendigvis har gennemlevet en årrække som barn; det bliver den først i en historisk proces, når den i en kultur opfattes som noget særligt i forhold til andre af livets aldre; se også overgangsriter.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.