Limnologi var oprindelig videnskaben om biologiske, kemiske og fysiske forhold i søer (limniske økosystemer). I dag omfattes også de rindende vande (lotiske økosystemer) af betegnelsen. Den schweiziske limnolog F.A. Forel (1841-1912) definerede i sine store værker om Genèvesøen omkring år 1900 limnologien som "søernes oceanografi".
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet limnologi kommer af græsk limne 'sø, dam' og -logi.
De danske forskere Kaj Berg og Petur M. Jónasson markerede dansk limnologisk forskning med omfattende studier af bl.a. Esrum Sø og Grib Sø. Berg åbnede på afgørende vis vejen videre til studiet af de rindende vande med sine omfattende undersøgelser af Susåen i 1940'erne, publiceret i skriftrækken Folia Limnologica Scandinavica. Den internationale forening Societas Limnologica Internationalis (SIL) blev grundlagt i 1922.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.