En likviditetsfælde er en situation hvor en centralbank har nået den nedre grænse for den pengepolitiske rente, så det ikke er muligt at sænke den yderligere. Dermed kan centralbanken ikke anvende renteinstrumentet til at lempe pengepolitikken selvom den måtte ønske det, og traditionel pengepolitik mister sin evne til at stimulere økonomiens aktivitetsniveau. Da pengepolitikken i mange lande er central for at stabilisere konjunkturerne, er risikoen for at havne i en likviditetsfælde et potentielt vigtigt samfundsøkonomisk problem.

Faktaboks

Også kendt som

(engelsk) liquidity trap

Under og efter finanskrisen, hvor renteniveauet har været meget lavt, er problemet blevet mere aktuelt. Likviditetsfælden er især et problem hvis inflationen er meget lav eller endda negativ, fordi realrenten, der er afgørende for de fleste økonomiske beslutninger, så er tilsvarende høj.

Rentens nedre grænse

I den økonomiske litteratur antages det ofte forenklende at den nedre grænse for de pengepolitiske renter er 0 % og at likviditetsfælden derfor indtræder ved dette niveau. Tankegangen har været at ingen vil ønske at låne penge ud til en negativ rente fordi det så vil være billigere blot at opbevare pengene i kontanter; dermed vil der ingen ligevægt kunne være med et negativt renteniveau. Erfaringerne fra finanskrisen har dog vist at pengepolitiske indlånsrenter godt kan blive negative i praksis fordi der også er omkostninger forbundet med at opbevare kontanter, men der vil stadig være en grænse, som afhænger af disse omkostningers størrelse, for hvor lav renten kan blive. Man taler derfor om at likviditetsfælden indtræder ved renteniveauer tæt på 0.

Historie

Den britiske økonom John Maynard Keynes gjorde i 1936 som den første opmærksom på at der kunne være situationer hvor renten er så lav at centralbanken ikke længere kan kontrollere den. Selve udtrykket likviditetsfælde blev første gang brugt af økonomen Dennis Robertson i 1940. Tidligere blev det især brugt i forbindelse med depressionen i USA i 1930’erne. Efter 2. verdenskrig blev en likviditetsfælde i mange år opfattet som en teoretisk kuriositet der i praksis var meget usandsynlig. I 1990’erne oplevede Japan imidlertid en langvarig krise hvor landet efter manges vurdering også var i en likviditetsfælde. Under og efter finanskrisen nedsatte mange centralbanker renten til omkring 0 %, sådan at likviditetsfælden blev en meget nærværende problemstilling. I flere lande, heriblandt Danmark, oplevede man endda for første gang nogensinde negative pengepolitiske indlånsrenter. I 2012 måtte Danmarks Nationalbank nedsætte sin indskudsbevisrente til -0,2 %. Bortset fra nogle måneder i 2014 har indskudsbevisrenten været negativ siden da. Også i euroområdet, Sverige, Schweiz og Japan har man oplevet negative nominelle pengepolitiske renter.

Betydning for den økonomiske politik

Da det i mange lande er centralbankerne og dermed pengepolitikken der har hovedansvaret for at stabilisere økonomien og afbøde konjunktursvingningerne, kan en situation hvor traditionel pengepolitik bliver ineffektiv, være et stort samfundsøkonomisk problem, ikke mindst fordi en likviditetsfælde især indtræffer under alvorlige kriser. Økonomer har derfor intenst diskuteret hvilke konsekvenser problemet bør få for den økonomiske politik. Én implikation er at det kan blive mere relevant at bruge finanspolitiske lempelser til at stimulere økonomien som alternativ til pengepolitikken. En anden konsekvens har været at foreslå mere utraditionelle former for pengepolitik som kvantitative lempelser hvor centralbankerne opkøber obligationer og tilsvarende værdipapirer for derigennem at sænke de lange markedsbaserede obligationsrenter. Centralbankerne kan også på forskellige måder forsøge at forøge forventningerne til den fremtidige inflation for derigennem at sænke realrenten for et uændret nominelt renteniveau.

Det større fokus på problemerne ved en likviditetsfælde i de senere år har medført at flere økonomer har understreget at det er et problem hvis inflationen bliver for lav. Teorien om optimal inflation tilsiger, at inflationen i et land bør have det niveau hvor fordelene og ulemperne ved at ændre det er lige store. En fordel ved et lidt højere inflationsniveau er, at det gør en likviditetsfælde mindre sandsynlig, fordi højere inflation alt andet lige også vil medføre et højere niveau for den nominelle rente.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig