Ligtorn, (af lig i en ældre bet. 'legeme' og torn 'spids udvækst'), clavus, millimetertyk forøgelse af overhudens hornlag på foden, der danner en smertende, indadgående "torn", som trykker på nerver i læderhuden. Den fremkommer pga. gnidning og tryk fra fodtøjet, især hos ældre. Beskæring efter opblødning af huden, fx med ligtorneplaster, kan hjælpe, men varig bedring kræver aflastning af trykket.