Lighedsdebatten kom i slutningen af 1800-tallet i stigende grad til at dreje sig om økonomisk lighed. De moderne politiske ideologier, liberalisme, konservatisme og socialisme, der opstod i kølvandet på Den Franske Revolution, udkrystalliseredes ikke mindst i divergerende opfattelser af det ønskværdige i og mulighederne for øget lighed.
De liberale var gået i spidsen for udvidelsen af den politiske lighed, men var mere og mere splittede i holdningen til økonomisk lighed. I stigende grad kom spørgsmålet om et spændings- eller direkte konfliktforhold mellem lighed og frihed ind i billedet: Liberale og konservative frygtede, at bestræbelserne for at udvide ligheden, hvilket formentlig vanskeligt kunne ske uden statens indgriben, ville krænke de friheder, som individet siden middelalderen efterhånden havde fået tilkæmpet sig.
Hertil kom den frygt, som franskmanden Alexis de Tocqueville gav klarest udtryk for, nemlig at demokratiet ville skabe alt for gunstige vilkår for konformisme, dvs. stigende lighed i meninger, som er påtvunget af et flertal.
Den liberale lighedstanke er at skabe så lige chancer for individet som muligt, mens den socialistiske lægger vægt på en så ligelig fordeling af goder som muligt uanset individuelle forudsætninger; heri ligger en skelnen mellem formel og reel lighed.
Om end kun få socialister er gået udtrykkeligt ind for fuldstændig økonomisk lighed med François Babeuf fra den franske revolutionstid som en undtagelse, har den underliggende tendens været klar nok. Økonomisk lighed er nødvendig for social retfærdighed og bliver nærmest synonym med den socialistiske definition på demokrati.
Selvom lighedsspørgsmålet var centralt for Karl Marx og Friedrich Engels, var egentlig lighed ikke et isoleret politisk mål, der kunne nås i et liberal-demokratisk samfund, for det egentlige indhold af proletariatets krav om lighed var, som Engels udtrykte det, klassernes afskaffelse.
Først når det kapitalistiske system og den private ejendomsret var forsvundet, ville også klasserne forsvinde. Igennem tiderne har arbejdsdelingen med begyndelse i familien skabt klasser og klassemodsætninger; under kommunisme skulle arbejdsdeling ophøre og dermed også den udbytning, der leder til ulighed og umenneskelighed.
Siden 1870'erne har lighedsspørgsmålet særlig drejet sig om dels kvindernes politiske ligestilling, dels større ligeberettigelse på arbejdsmarkedet via retten til at danne fagforeninger og at få dem anerkendt som forhandlingspartnere med indflydelse også på udformning af arbejdsretten.
I 1900-tallet er der sket en forskydning fra den liberale lighedsforestilling om lige rettigheder, som det var op til det enkelte individ at udnytte ud fra egne forudsætninger, til en socialistisk/socialdemokratisk opfattelse af, at det er samfundets, dvs. statens, opgave at skabe bedre materielle forudsætninger for, at sociale grupper kan opnå større social og politisk lighed.
Målene har man forsøgt at fremme ikke mindst gennem uddannelsesvæsenet, men også gennem reformer, som sigtede mod at mindske betydningen af sociokulturelle forskelle, således at uligheder ikke skulle virke psykologisk hæmmende på børn fra miljøer med lavere uddannelsesmæssig baggrund.
I slutningen af 1900-tallet er opmærksomheden blevet rettet mod de højere uddannelser. I lande som USA med udtalte sociokulturelle skævheder af racemæssig karakter har man grebet til såkaldt "affirmative action", dvs. uddannelses- og arbejdsmarkedsmæssig begunstigelse af fx sorte amerikanere. Lignende tiltag anvendes i stigende grad for at fremme kvinders ligestilling i samfundet.
Børn fremstilles mere og mere som ligeberettigede med voksne; lighedsbestræbelserne udstrækkes også til tidligere marginaliserede eller udstødte grupper, fx handicappede og homoseksuelle.
Et karakteristisk træk ved udviklingen har været formuleringen af de forskellige lighedsaspekter i rettighedstermer, som er udmøntet i internationale konventioner, fx FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, der indeholder et omfattende social- og kulturpolitisk program.
Den blev fulgt op af Europarådets Menneskerettighedskonvention i 1950, som havde til formål at give FN-principperne retslig beskyttelse, bl.a. ved oprettelse af Den Europæiske Kommission for Menneskerettigheder samt Menneskerettighedsdomstolen. Lighed og ligeberettigelse er ikke længere noget, der kan ses som et isoleret nationalstatsligt spørgsmål.
Lighedens historie har karakter af en kontinuerlig udvidelse af dens område; lighedsidéerne har vundet meget bred accept på tværs af ideologiske skillelinjer, om end omsættelsen til praktisk politik kan give anledning til skarpe modsætninger. Ofte ses lighed som synonymt med demokrati.
Lighedsidéernes fremgang kan imidlertid ikke udelukkende ses som resultatet af moralfilosofiske og humanitære krav. Ikke mindst i 1800- og 1900-tallet har hensynet til den bedste udnyttelse af samfundets resurser i produktionens og produktivitetens tjeneste utvivlsomt spillet ind; en illustration kan være de danske landbrugsreformer fra slutningen af 1700-tallet, hvor fremme af bøndernes ligestilling var en væsentlig forudsætning for landbrugets fremgang.
Men lighed kan også siges at have en egen iboende dynamik: Ikke så snart er en ulighed, der er blevet identificeret som uacceptabel, kommet under behandling, før den næste opdages. Således er i slutningen af 1900-tallet stadig flere krav blevet fremført om dyreverdenens ligeberettigelse med menneskeverdenen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.