ligestilling

Ligestillingspolitik er en politik, der har til formål at skabe ligestilling mellem kvinder og mænd. Allerede i 1919 vedtoges i Danmark den første Ligelønslov, og i 1921 fik kvinder lige adgang til alle offentlige embeder, undtagen militære embeder samt præstegerningen, der først blev åbnet for kvinder i 1948.

Den nyere, offentlige ligestillingspolitik kan føres tilbage til Kvindekommissionens betænkninger. I løbet af 1970'erne og 1980'erne fik de fleste politiske partier kvindepolitiske programmer eller ligestillingsprogrammer.

Ligelønsprincippet kom ind i de kollektive overenskomster i 1973. Den offentlige ligestillingspolitik kommer til udtryk i Ligelønsloven fra 1976, Ligebehandlingsloven fra 1978 samt Lov om ligestilling fra 1988. I 1985 kom loven om ligelig repræsentation i statslige råd, nævn og udvalg, og i 1990 loven om ligelig repræsentation i statslige bestyrelser.

I dag er ligestilling officiel dansk politik. Ligestillingslovene blev i løbet af 1970'erne og 1980'erne vedtaget med tydelig enighed i Folketinget. Det sikkerhedsnet, som den skandinaviske velfærdsstat har spændt ud og er blevet kendt for, fx barselsorlov og forældreorlov og udbygning af daginstitutioner for børn, har dog været vigtigere som forbedring i kvindernes stilling end ligestillingslovgivningen i snæver forstand.

Hjørnestene i den moderne danske og skandinaviske ligestillingstankegang er, at kvinder skal have mulighed for selvforsørgelse gennem erhvervsarbejde, at mænd i højere grad skal deltage i husarbejdet i familien, og at der skal skabes en øget kvinderepræsentation.

Nedbrydning af det kønsopdelte arbejdsmarked, herunder mandefagsstrategien, er også en vigtig del. Enigheden om disse principper har været udbredt; dog kritiserede rødstrømperne, at ligestillingspolitikken i for høj grad gik ud på at tilpasse kvinderne til mandssamfundet.

Kønskvotering er et omdiskuteret middel til opnåelse af faktisk lighed og kun lidt benyttet i Danmark og da lige så ofte til fordel for mænd i modsætning til, hvad mange tror. I 1990'erne rejste sig en ny debat om mænds adgang til ved skilsmisse at få forældremyndigheden over børnene.

Begrebet ligestilling bruges i dag også om bestræbelserne på at skabe lige vilkår for indvandrede og danske, bl.a. gennem at bekæmpe diskrimination og udelukkelse pga. etnicitet. Nævnet for Etnisk Ligestilling, oprettet i 1997, blev dog nedlagt igen med udgangen af 2002. Et ministerium for flygtninge, indvandrere og integration blev oprettet i 2002.

Det er spørgsmålet, om ligestillingspolitikken inden for områderne køn og etnicitet kommer til at modarbejde eller befrugte hinanden. I USA taler man om diversity management på arbejdspladserne, en mangfoldighedspolitik, hvorefter de ansattes forskellighed ses som en resurse i stedet for som et problem.

Med inspiration fra FN, Europarådet, EU og de andre nordiske lande er såkaldt mainstreaming blevet en ny, central strategi i ligestillingspolitikken: "At fremme ligestilling af kvinder og mænd ved at indarbejde køns- og ligestillingsperspektivet i alle dele af den statslige politik, planlægning og forvaltning" blev den nye målsætning ifølge Den Tværministerielle Handlingsplan for Mainstreaming 2002-06.

Ligestillingsrådet, LR, lå som enhed under Statsministeriet, 1975-2000. LR, der begyndte sit arbejde 1975 og blev lovfæstet 1978, havde til formål at foreslå og følge ligestillingslovgivningen samt behandle klager over brud på denne lovgivning, fx vedrørende ligeløn og ligebehandling.

I LR sad repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, kvindeorganisationerne og kvinde- og kønsforskningen. Følgende har været formænd for LR: Karen Dahlerup (f. 1920), Helle Degn, Grethe Fenger Møller, Anne Grete Holmsgaard og Ingrid Rasmussen (f. 1947). LR udgav bladet Lige NU.

Med den nye ligestillingslov fra 2000 blev LR nedlagt, og man oprettede i stedet dels en departemental ligestillingsenhed til støtte for ligestillingsministeren, bl.a. i arbejdet med at følge kommunernes og de statslige institutioners gennemførelse af den offentlige ligestillingspolitik, dels et klagenævn for ligestilling, Ligestillingsnævnet, der blev nedlagt 2009 og afløst af Ligebehandlingsnævnet.

Med samme lov oprettedes et statsligt Videnscenter for Ligestilling, som imidlertid efter kun halvandet års virke blev nedlagt ved regeringen Anders Fogh Rasmussens tiltræden i 2001. Videnscentret blev dog videreført på Roskilde Universitet som Center for Ligestillingsforskning, også dette med Karen Sjørup (f. 1948) som leder.

Ligestillingsudvalg har til formål at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd. Fra 1980'erne er der oprettet ligestillingsudvalg i en del kommuner (og i de tidl. amter) samt i statsforvaltningen, i fagforeninger, på universiteter, i private virksomheder samt inden for de politiske partier, hvor de i 1970'erne overvejende afløste de tidligere kvindeudvalg.

Opgaverne er først og fremmest rekruttering af flere kvinder til ledende stillinger og tiltag for at mindske konflikten mellem arbejdsliv og familieliv.

Fra 1990'erne har mange ligestillingsudvalg også satset på rekruttering af mænd til utraditionelle stillinger, ligesom mange også har inkluderet etnisk ligestilling i sit virke.

Ligelønsloven fastslår, at der ikke må ske lønmæssig forskelsbehandling pga. køn; det samme står i EF-Traktaten art. 141 om ligeløn, som er direkte anvendelig i Danmark.

Ifølge loven gælder forbuddet, når der udføres samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og den diskriminerede lønmodtager har krav på efterbetaling, så den uberettigede lønforskel udjævnes. Loven håndhæves enten for de almindelige civile domstole eller i det kollektivarbejdsretlige system, dvs. normalt ved faglig voldgift.

Ligebehandlingsloven er en gennemførelse af et EF-direktiv og omhandler retten til lige vilkår på arbejdspladsen, herunder ligebehandling ved ansættelse, forfremmelse og afskedigelse.

Loven giver samtidig ret til graviditets- og barselsorlov og indeholder et forbud mod afskedigelse pga. graviditet og barsel, mod sexchikane og mod kønsbestemte jobannoncer samt mod, at afslag på arbejde begrundes i kønnet.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder både den indirekte diskrimination, som knytter sig til den effekt, som en arbejdsgivers tilsyneladende kønsneutrale handlinger kan have, og den direkte, som knytter sig til motivet for arbejdsgiverens handling, fx at man ikke ønsker at ansætte gravide kvinder. Loven håndhæves på samme måde som Ligelønsloven.

For at lette muligheden for at føre sager er der i henhold til Ligebehandlingsloven indført regler om delt bevisbyrde, hvilket indebærer, at arbejdsgiveren skal bevise, at der ikke er sket kønsdiskrimination, såfremt lønmodtageren påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at Ligebehandlingsloven er krænket.

Ligestillingsloven indeholder bl.a. regler om Ligestillingsnævnet. Se også diskrimination, kvinderet og EU.