licentiat

Licentiat, lic., akademisk grad, et trin lavere end doktorgraden. Graden, der går tilbage til universiteterne i Bologna og Paris, synes oprindelig at have været brugt om personer, der var fundet værdige til at disputere for magister- eller doktorgraden. En tilsvarende betydning blev i Danmark nedfældet i universitetsfundatsen 1539. Licentiatgraden fik ingen betydning ved Det Filosofiske Fakultet, og den forsvandt fra de øvrige fakulteter i løbet af 1800-t.

Faktaboks

etymologi:
Ordet licentiat kommer af middellatin licentiatus 'den, som har tilladelse', afledt af latin licentia 'tilladelse'.

I 1955 blev licentiatgraden genindført i teologi og i 1969 indført ved de øvrige fakulteter som en almindelig universitetsgrad på niveau med ph.d.-graden ved universiteter i engelsktalende lande, men placeret under doktorgraden, der blev bibeholdt. I 1989 blev licentiatgraden officielt afløst af ph.d.-graden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig