Behandlingsstrategien afhænger af, hvilke mål man sigter på. Hvis der er mulighed for helbredelse, gives intensiv behandling. Hvis behandlingsmålet er bedring af patienten, uden at helbredelse er realistisk, anvendes ofte en mildere behandling. Intensiv kemoterapi med anvendelse af flere forskellige cytostatika, evt. kombineret med strålebehandling, gives til patienter med akut lymfatisk leukæmi og til patienter med akut og kronisk myeloid leukæmi. Der gives flere behandlingsserier, ofte gennem flere måneder. Knoglemarvstransplantation er den mest intensive behandlingsform og anvendes i udvalgte tilfælde ved de fleste leukæmityper hos yngre patienter. Mindre intensiv behandling gives ofte i form af mildere tabletbehandling med kemoterapi. Patienterne behandles desuden ofte med blodtransfusion og antibiotika. Behandlingsresultaterne er bedst hos børn, hvor ca. 70 % kan helbredes. Hos voksne under 60-65 år helbredes ca. 30 % af patienter med akut leukæmi.
Kronisk myeloid leukæmi kan helbredes ved knoglemarvstransplantation eller med lægemidlet imatinib (Glivec®). Imatinib er betegnet som det første lægemiddel udviklet på basis af et nøje kendskab til de genetiske forandringer, der kan fremkalde sygdom, og indvarsler herved formentlig en ny frugtbar æra i udviklingen af nye lægemidler. Ved kronisk myeloid leukæmi er der sket en udveksling af genetisk materiale mellem to kromosomer (kromosom nr. 9 og 22), hvorved der er dannet et nyt, abnormt kromosom (Philadelphia-kromosom). Dette medfører, at der dannes et abnormt protein af enzymkarakter (tyrosinkinase), der er ansvarligt for de ændringer i blodet, der er karakteristisk for kronisk myeloid leukæmi. Imatinib hæmmer funktionen af tyrosinkinase. Derved normaliseres de abnorme blodværdier, og hos over 2/3 af patienterne forsvinder det abnorme Philadelphia-kromosom. Da erfaringsgrundlaget kun er få år, er langtidsresultaterne ikke kendt.
Hos mange patienter, der ikke kan opnå helbredelse, ses ofte en betydelig virkning af behandlingen, evt. således at alle tegn på sygdommen forsvinder, men tilbagefald indtræder på et senere tidspunkt, måske efter flere år. Patienter med kronisk lymfatisk leukæmi kan leve i mange år med deres sygdom uden væsentlige symptomer. Generelt er behandlingsresultaterne bedre, jo yngre patienten er. Se også kræft.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.