Lejlighedsdigtning, digte eller sange, bl.a prologer og kantater, skrevet, evt. på bestilling, til en begivenhed i en institution eller i en persons liv. I enevældssamfund blomstrede en retorisk lejlighedsdigtning til fyrsten, på dansk fx ved Thomas Kingo. Denne genre har holdt sig op gennem tiden, men kom i løbet af 1900-tallet i miskredit.
"Kantaten lurer paa ham", skrev Tom Kristensen i 1925 om kollegaen Hans Hartvig Seedorff, der udfoldede sig som lejlighedsdigter i de kommende år, bl.a. med "Der rider en Konge" (1941) til Christian 10., og en omfattende produktion, der er gået i glemmebogen sammen med lejligheden.
Tom Kristensens egne dybt personlige avisdigte i anledning af bl.a. Knud Rasmussens og Gustaf Munch-Petersens død løfter sig derimod højt op over tilblivelsestidspunktet.
Den omdelte sang til en velkendt melodi, der afsynges kollektivt ved bordet til konfirmationer, bryllupper, runde fødselsdage m.m. er en særlig dansk tradition. Den kan være skrevet af et bureau eller af en eller flere af festdeltagerne og rummer som regel biografiske og karakteristiske træk hos festens genstand.
Ebbe Preisler (f. 1942) har i bogen Om lidt er sangen klar. Den danske lejlighedssang fra Kingo til rap (2011) gjort rede for genrens historie og gennem talrige eksempler dokumenteret, hvordan festsangen stadig trives.
Lejlighedsdigte er knyttet til en konkret begivenhed, og i det omfang denne angår digteren selv og ikke en bestiller, opstår en central type af nyere, subjektiv lyrik; Johann Wolfgang von Goethe omtalte derfor spøgende sine digte som "lejlighedsdigtning".
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.