Leilending, (oldn. leiglendingr, af leiguland 'fæstejord', af leiga 'leje'), fæster, som har råderet over en andens jord mod en aftalt årlig afgift. Ordet bruges især om forhold i Norge og Island. Leilendingens pligter og rettigheder var fastsat i middelalderlovene i de to lande og senere i Norske Lov. Fæstemålet kunne gælde i en årrække eller på livstid.