legalisme

Legalisme er i Kina en betegnelse for tankestrømninger, som vandt indflydelse op til dannelsen af kejserstaten i 221 f.v.t.

Legalisterne var af den opfattelse, at samfundet var i konstant forandring, og at statsmagten hele tiden måtte tilpasse sig de nye forhold og ikke søge at gendanne fordums tiders samfund. De mente, at mennesket grundlæggende var selvisk og uden evne til af egen drift at handle socialt. Et velfungerende samfund kunne ikke etableres gennem en fyrstes moralske lederskab eller intelligens. Derimod kunne man ved at indføre et system af love og administrative regler, som ikke krævede fyrstens aktive deltagelse i magtudøvelsen, etablere en selvvirkende statsorden ved at straffe og belønne borgere og embedsmænd på upartisk vis. Ingen måtte stå imellem fyrsten og de statsbønder, befolkningen skulle udgøres af. I den legalistiske idealstat var der derfor ingen handelsmænd, der opbyggede rigdom uafhængigt af staten, og ingen lærde, der videreførte gamle traditioner.

Legalismen stod i et og alt for det modsatte af konfucianismen, men øvede ikke desto mindre afgørende indflydelse på den kinesiske kejserstats opbygning, også efter at den under Handynastiet havde antaget konfucianismen som statsideologi.