Ledige penge, populær betegnelse for den uforholdsmæssigt store pengemængde, som tyske indkøb under besættelsen 1940-45 havde sat i omløb i kraft af en uindskrænket kredit i Nationalbanken. Varemangel og stramme rationeringer betød, at pengene ikke kunne omsættes i forbrug. Efter befrielsen forsøgte man ved pengeombytning og ekstra skatter at inddrage de ledige penge for at forhindre inflation.