Laudatio, (lat., afledn. af laus 'ros, lovprisning, berømmelse', gen. laudis), i antikken en lovtale, der oprindelig blev brugt i forbindelse med begravelser, hvor en slægtning holdt tale for afdøde. Disse taler, ofte med politiske budskaber, fik senere afsmitning på især to romerske litterære genrer: hyldesttaler til den romerske kejser (se panegyrik) og beskrivelser af berømte personer (se biografi).