Lastrum, rum i skibsskrog til ladning. Lastrummene er normalt udelte fra side til side og afgrænses indbyrdes og fra andre rum ved lodrette tværskibs skotter. I bulkskibe er lastrummene som regel udelte i højden, mens de i stykgodsskibe ofte er delt med et eller flere mellemdæk. Lastrummene er tilgængelige gennem luger, og lastrum kan desuden være tilgængelige gennem vandtætte porte i skibssiden over vandlinjen. I køleskibe er lastrummene isoleret, og ventilationen styres meget omhyggeligt, så ønskede lave temperaturer kan holdes under rejsen. I containerskibe er lastrummene dimensioneret efter containernes standardmål og indrettet, så ekspeditionen af dem kan ske sikkert og på kortest mulig tid.