Langvarig stagnation betegner en situation hvor den økonomiske vækst over en længere årrække er lav. Nogle økonomer mener at der er tegn på at verden har bevæget sig ind i sådan en situation i årene efter finanskrisen, eller er på vej imod den i de kommende år.

Faktaboks

Også kendt som

permanent stagnation, (engelsk) secular stagnation

Historie

Begrebet skyldes oprindelig den amerikanske økonom Alvin Hansen. Han forudså på baggrund af depressionen i 1930’erne at USA’s økonomi var havnet i en situation hvor der vedvarende ville være meget lav vækst og høj arbejdsløshed i de følgende årtier. Da USA tværtimod fik høje vækstrater i 1940’erne, forsvandt hypotesen fra dagsordenen. Efter finanskrisen i 2008 er der imidlertid blevet fornyet interesse for problemstillingen på baggrund af en årrække med lav vækst i såvel USA som Japan og Europa. Ikke mindst den amerikanske økonomiprofessor og tidligere finansminister Lawrence Summers har fremhævet begrebet som et nyt vilkår.

Årsager

Blandt årsagerne til at verden kan stå overfor en længerevarende lavvækstperiode, er blevet nævnt en lavere vækst i befolkningen og dermed arbejdsstyrken, lavere vækst i uddannelsesniveauet, mindre potentiale for teknologiske fremskridt og et strukturelt tab af realkapital og kvalifikationer i arbejdsstyrken som følge af finanskrisen. En yderligere årsag er for lav efterspørgsel som følge af at pengepolitikken, der normalt har ansvaret for at styre det samlede aktivitetsniveau i økonomien, er blevet ineffektiv fordi der er opstået en likviditetsfælde som følge af meget lave inflations- og realrenteniveauer.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig