Langue d'oïl, middelalderens nordfranske dialekter. Navnet er som langue d'oc dannet efter o 'ja' og il 'han', jf. moderne fransk oui; oïl udtales egl. [oˈil], men på moderne fransk ofte (fejlagtigt) [ʌjl]. Se også fransk.
Navnet er som langue d'oc dannet efter oïl 'ja', fra latin hoc 'dette'. Betegnelsen bruges første gang af Dante i hans De vulgari eloquentia. Se også fransk, galloromansk og occitansk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.