Langtidsledighed er i Danmark defineret som personer der modtager dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse og som samtidig står til rådighed for arbejdsmarkedet i mindst 52 sammenhængende uger. Langtidsledighed anses for at være et alvorligt problem af flere grunde. For det første kan de berørte gradvis miste nogle af de færdigheder, de har erhvervet på arbejdsmarkedet; for det andet kan langtidsledighed være en selvforstærkende proces, hvis de berørte gradvis svækkes i troen på at kunne få et job igen og derfor søger mindre intenst, som tiden går; for det tredje kan arbejdsgivere opfatte langvarig arbejdsløshed som et negativt signal, hvilket kan bidrage til, at langtidsledighed yderligere kan blive selvforstærkende; for det fjerde er de sociale og helbredsmæssige problemer i kølvandet på arbejdsløshed mere udtalte blandt langtidsledige. Langtidsledigheden er bl.a. påvirket af konjunkturudviklingen, således, at der i perioder med høj konjunktur og høj beskæftigelse er færre langtidsledige end i perioder med høj ledighed og lavkonjunktur. Derfor er der vigtigt at se på udviklingen over tid når langtidsledigheden skal vurderes.