Langskibsspantesystem, konstruktionsprincip for stålskibe. De første jern- og stålskibe blev bygget med tværskibs anbragte spanter efter samme princip, som man hidtil havde anvendt til træskibe. Med voksende skibsstørrelser blev det mere hensigtsmæssigt at anbringe side- og bundspanter og ofte også dæksbjælker langskibs over det meste af skibets længde for derved bedre at kunne optage de langskibs træk- og trykkræfter, som opstår ved skibets bevægelser i bølger og ved uens ladningsfordeling. Tværskibs styrke opnås ved tværskibs skotter og ved rammespanter. Den britiske skibskonstruktør J.W. Isherwood anses for ophavsmand til systemet, der blev indført i begyndelsen af 1900-t. og i slutningen af 1900-t. bruges til de fleste store skibe.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.