landskabsøkologi

Landskabsøkologi, videnskabsgren, som især omhandler det landskab, der udnyttes af mennesker, og hvordan det bruges som levested for dyr og planter. Den omfatter således økologien både i det dyrkede land og der, hvor man har opgivet at dyrke, mens de specielle økologiske forhold i byer hører hjemme under byøkologi. Landskabsøkologi er i høj grad et værktøj, der kan bruges i forvaltningen af det menneskeskabte landskab, fx i den egentlige landskabspleje.

Centralt i den praktiske landskabsøkologi er at skabe en fysisk variation, der tilgodeser mange forskellige arters krav til omgivelserne. Det kan berige det forarmede dyre- og planteliv, der er i Danmarks moderne landbrugsland. Et eksempel på praktisk landskabsøkologi er efterbehandling af råstofgrave, når man er færdig med at udvinde grus eller andre råstoffer. Man kan både tilføre landskabet nye synsindtryk og skabe nye og mere varierede levesteder. Hvor der før var en flad mark, kan der komme skrænter. Der kan laves dybe og lave vandhuller, plantes træer og buske, og der kan bevares åbne områder. Ud fra kendskabet til forskellige arters økologi kan man indrette et område, så det især passer til bestemte arter.

Væsentligt er det at sikre, at dyrene ikke alene får gode levesteder og tilstrækkelig forsyning med føde, men også at områderne er så tilpas store, at arterne kan overleve en katastrofe i en del af området, fx brand eller forgiftning, og at der er så mange individer, at bestanden ikke trues af indavl. I landskabsøkologien kan man betragte skove, diger, søer og vandhuller som "øer" i et ensartet "hav" af dyrkede marker. Her kan man hente inspiration i øteorien, der oprindelig handler om den betydning, som oceanøers størrelse og isolering har på dyre- og plantelivet. Fx er livsvilkårene mere sikre i store søer end i små vandhuller, og de rummer flere arter. Men derfra kan man ikke slutte, at det er bedre med én stor sø frem for en mængde vandhuller med det samme samlede areal. Vandhullerne har levevilkår, der er anderledes end i den store sø, og de kan huse arter, der ikke kan leve i søerne.

Dyrs og planters spredning i landskabet er også et centralt tema i landskabsøkologien. Fugle, flyvende insekter og mange planter kan spredes hurtigt. Det kan andre have gavn af. Små snegle og æg af dafnier, der lever i vand, kan følge med som blinde passagerer i mudderet på fuglenes fødder. Dyr og planter kan spredes gennem landskabet via spredningskorridorer og "trædesten". Råvildt og andre dyr, der vandrer gennem landskabet, foretrækker at holde sig i skjul. Det kan de ikke finde på de åbne marker, så de følger levende hegn, grøftekanter og skel, der således fungerer som spredningskorridorer. Spredte småskove, vildtremiser i hjørner af marker og andre vildtvoksende småområder kan fremme dyrenes spredning ved at fungere som trædesten, hvor dyrene kan søge skjul undervejs igennem det dyrkede landskab.