landsby

Landsby. Prospekt af landsbyen Lejre syd for Roskilde; fra Ole Worms Danicorum Monumentorum libri sex (1643). Det er en af de tidligste gengivelser af en dansk landsby, og den må betragtes som ret nøjagtig; tilstedeværelsen af seks gårde og et husmandssted bekræftes i Christian 5.s Store Matrikel (1688), og bogstaverne D og O på prospektet markerer temmelig præcist placeringen af en gravhøj og en skibssætning. Markerne omkring landsbyen er delt i seks lige brede, højryggede agre.

.

Landsby, samling af gårde og huse i sluttet gruppe, siden jernalderen den dominerende bebyggelsesform i hele det nordvesteuropæiske sletteområde. I Danmark var perioden fra ca. 500 f.Kr. til 1000 e.Kr. karakteriseret ved, at landsbyerne med 100-200 års mellemrum flyttede rundt inden for bymarken, oftest naturligt afgrænset af fx åløb eller moser. Disse såkaldte vandrelandsbyer blev i overgangsperioden mellem vikingetiden og middelalderen afløst af stedfaste landsbyer samtidig med opførelsen af det ældste kirkebyggeri i træ. Omtrent hver anden landsby fik en kirke, og hermed smeltede oldtidens adskilte bopladser og gravpladser sammen til middelalderens kirkelandsbyer. I de frugtbare egne var næsten alle gårde samlet i landsbyer, og uden for disse fandtes normalt kun vandmøller og adelens herregårde, hvoraf mange var opstået ved udflytning af tidligere landsbyherregårde. Landsbyen som bebyggelsesform var resursebesparende med hensyn til fx vej- og hegnsanlæg og fungerede i kraft af jordfællesskabet tillige som samfundets sociale basisenhed. På hederne, hvor agerjordens kvalitet var ringe, eller i kuperede skovegne var der flere enkeltgårdsbebyggelser og kun få og små landsbyer. I de fleste danske landsbyer tilpassedes bebyggelsens form nøje til landskabet enten som slyngede vejbyer med gårde og huse uregelmæssigt fordelt langs en vej, der snoede sig gennem terrænet, eller som fortebyer, hvor gårde og huse var grupperet omkring en åben plads, forten; endelig blev et mindre antal landsbyer anlagt efter en geometrisk, strengt reguleret plan.

Det grundigst undersøgte eksempel på en vandrelandsby findes ved Vorbasse i Midtjylland. Her er otte faser af samme landsby udgravet dækkende et tidsrum fra 1. årh. f.Kr. til 1100-t. e.Kr., da den nuværende kirkelandsby Vorbasse blev anlagt. Flytningerne havde formentlig flere årsager; dels skulle træbygningerne med jordgravede stolper ofte fornys, og brøndene blev forurenet med gødningsophobning på bopladsen, dels kunne det opgivne bopladsområde med fordel anvendes som velgødet indmark til den nye boplads. Som en følge af middelalderens mere effektive landbrug, større marker, bedre pløjeteknik og gødningshåndtering mistede disse hensyn betydning, samtidig med at kirkebyggeriet og en fast organisering af skatter på jord virkede til fordel for en stabilisering af bebyggelsen. Processen ledsagedes af en stærk befolkningstilvækst i de følgende århundreder. Fra de gamle adelbyer, dvs. hovedbyer, anlagdes ofte udflytterbyer, torper, og hvor der var plads i skovegne, anlagdes nye landsbyer og enkeltgårde efter forudgående rydning. Omkring 1300 ophørte denne kolonisationsfase, og som følge af landbrugskrisen i de følgende to århundreder blev mange landsbyer igen opgivet, ligesom en del torper atter flyttede ind til moderbyen. Fornyet befolkningsvækst og bedre konjunkturer i tiden 1500-1650 førte til et mindre antal nye landsbyanlæggelser, især på hidtil ubeboede småøer og skovklædte næs. Samtidig førte herregårdenes ekspansion til, at flere hundrede landsbyer forsvandt under herregårdenes jorder.

Med landbruget som det altovervejende hovederhverv var landsby og landsbymark at betragte som en enhed. Ligesom landsbyen ofte var tilpasset landskabet, var bymarken afgrænset af landskabets naturlige skel, hvilket igen bestemte antallet af gårde. Med en gennemsnitsstørrelse på ti gårde på landsplan varierede landsbystørrelsen fra tre gårde til undtagelsesvis over 40. Ved siden af gårde af familielandbrugsstørrelse fandtes i den tidlige middelalder ofte store avlsgårde i landsbyerne med tilhørende husmandssteder, der leverede arbejdskraft. Under landbrugskrisen 1300-1500 erstattedes disse stordrifter ofte af middelstore fæstegårde, mens husmandsstederne forsvandt. Omkring 1500 domineredes de danske landsbyer af middelstore fæstegårde, og i de følgende århundreder bestræbte godsejerne sig på at fordele resurserne endnu mere jævnt, således at gårdene blev gjort nøjagtig lige store, hvad jord, afgifter og hoveri angik. Antallet af gårde blev fastholdt som en del af denne proces, og den danske bondegård blev derfor en forholdsvis stor enhed, baseret på 4-6 voksne personers arbejdskraft. Den stigende befolkning i perioden 1500-1800 blev bosat i huse, således at der omkring 1800 var jævnbyrdighed mellem antallet af huse og gårde. Landsbyens husmænd ernærede sig som daglejere og landsbyhåndværkere, fx som smede og hjulmænd. Fra 1600-t. blev det almindeligt, at godserne byggede stiftelser, hospitaler, for landsbyens fattige, syge og gamle, ofte placeret tæt ved kirkegården, og mange landsbyer fik deres første lille skolehus i løbet af 1600- og 1700-t.

Endnu omkring 1760 blev der anlagt enkelte nye landsbyer med jordfællesskab i forbindelse med statens forsøg på hedekolonisation; få årtier efter blev de opløst ved udskiftning og udflytning. Som led i landboreformerne fra sidste halvdel af 1700-t. ophævedes landsbyernes jordfællesskab ved udskiftning. Hver gård fik sin egen jord, og jordfordelingen lettedes ved udflytning af en del af landsbyens gårde. Som resultat af dette og af landbrugets vækst anlagdes mange gårde og huse i det åbne land, og den nye spredte bebyggelse blev karakteristisk for det danske landskab. De fleste landsbyer består dog endnu som let genkendelige enheder, ofte præget af århundreders byggeskik, gamle træer og krogede landsbygader.

I sidste halvdel af 1800-t. udviklede mange landsbyer sig til små servicecentre for handel og håndværk med en klar overvægt af huse. Nye institutioner som forsamlingshuse, brugsforeninger og andelsmejerier kom til. De forbedrede transport- og erhvervsforhold på landet frembragte, især i perioden 1880-1920, et stort antal stations- og vejbyer, hvoraf nogle byggede videre på bestående landsbycentre, mens andre var rene nyanlæg. Den samfundsmæssige centralisering fra omkring 1960 har medført, at mange butikker, fremstillingsvirksomheder og skoler er forsvundet fra landsbyerne. Til gengæld har den stigende interesse for nærsamfund, miljø og natur bevirket, at mange landsbyer er blevet attraktive at bo i for folk, der pendler såvel til arbejde som til indkøb i de store byer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig