Landhåndværkere var i videste forstand alle håndværkere på landet. I snævrere forstand var de den gruppe af håndværkere, som fra Christian 2.s regeringsperiode (1513-23) blev undtaget fra forbuddet mod at nedsætte sig som håndværker på landet.

Landhåndværkerne og Danske Lov fra 1683

Forbuddet og undtagelserne blev bekræftet i Christian 5.s Danske Lov fra 1683, der præciserede de undtagne håndværk som "grovsmede, tømmermænd, bødkere, teglbrændere, pottemagere (som gør sorte potter), hjulmænd, murermestre, skindere (feldberedere), vævere (som væver vadmel, blår og hampelærred), skræddere (som syr vadmel), og de skomagere, som syr bøndersko".

De nævnte fag eller dele af fag var nødvendige håndværk i bondesamfundet, men bestemmelserne om at udskille dem som landhåndværk var ment som en beskyttelse af købstæderne. Byhåndværkerne tolkede da også reglerne som et forbud mod, at landhåndværkerne kunne afsætte deres produkter i byerne.

Manglen på et tilstrækkeligt udbud i byerne og en allerede eksisterende illegal håndværksudøvelse på landet, fx på godserne, betød dog, at bestemmelserne var meget svære at få til at fungere i praksis. Også bestræbelserne i anden halvdel af 1700-tallet på at fremme husfliden kunne kollidere med principperne i Danske Lov.

Efter en vis liberalisering parallelt med landboreformerne blev bestemmelserne om landhåndværket atter indskærpet: Man skulle have amtets tilladelse til at etablere sig som landhåndværker, og det var forbudt at arbejde i byerne; købstadshåndværkerne havde derimod ret til at arbejde for kunder på landet og i andre byer.

Liberaliseringen af håndværkerfaget

Bestemmelserne indskærpedes i begyndelsen af 1800-tallet, men omgåelse af forbuddene i takt med den økonomiske og præindustrielle udvikling sammen med krav fra stændernes side tvang i 1838 regeringen til en reel liberalisering. Den blev fulgt op i Grundloven af 1849 med en løfteparagraf om fri og lige adgang til erhverv, der indfriedes med Næringsloven af 1857, som fik fuld virkning fra den 1. januar 1862.

De gamle landhåndværks stil- og materialemæssige forankring i den traditionelle bondekultur forsvandt ikke med ét slag, men skellet mellem by- og landhåndværk udviskedes, efterhånden som der blev skabt ensartede uddannelsesvilkår og en faglig organisering både på arbejdsgiver- og arbejdstagerside.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig