Landemode, (2. led af glda. mote 'møde, stævne'), i folkekirken et stiftsmøde, ledet af biskop og stiftsamtmand, hvori stiftets provster deltager. Regelmæssige landemoder forordnedes i 1618 (jf. Danske Lov 1683). På landemodet, der indledes med gudstjeneste, kreeres stiftets nye provster, og stiftets økonomiske og andre anliggender forhandles. Forhandlingerne nedfældes i en landemodeakt. Indtil 1992 var landemodet tillige ankeinstans for provsteretterne i gejstlige sager (se gejstlig domstol).