Landbrug ets andel af den samlede eksport i udvalgte lande, angivet i procent (1994). Landbrugets andel på ca. 24% af den danske eksport ligger over gennemsnittet for den vestlige verden.

.

Globalt set var landbrugets store udfordring i 1900-tallet at sikre fødevareforsyningen til verdens hastigt stigende befolkning, og i slutningen af århundredet kunne opgaven i store træk siges at være løst. Under- og fejlernæring er stadig vidt udbredt, men egentlige hungerkatastrofer er blevet stadig sjældnere (se hungersnød), og fødevaremangel er nu helt overvejende et fattigdomsproblem med baggrund i sociale og politiske forhold snarere end et egentligt produktionsproblem.

I en teoretisk model kan Jordens fødevareproduktion forøges mangefold. Hvis fx blot hele Indiens landbrugsareal blev dyrket med samme hektarudbytter, som der opnås i delstaten Punjab, kunne landet forsyne en stor del af verden med fødevarer. Sådanne overvejelser, om end urealistiske i praksis, siger noget om de potentialer, der fortsat ligger i verdens store lavproduktive landbrugsområder, men på den anden side står det i stigende grad klart, at de meget højproduktive dyrkningsformer er miljømæssigt uholdbare på langt sigt og grundlæggende ikke-bæredygtige.

Landbrugsproduktion og ulande

Problemerne med at producere tilstrækkelige mængder fødevarer i ulandene forstærkes af, at der med stigende velstand sker en vækst i efterspørgslen efter animalske fødevarer til supplement af den traditionelle plantediæt. Da der til produktion af fjerkrækød- og svinekødkalorier medgår 3-4 gange så mange plantekalorier – og til oksekød endnu mere – øges presset på landbrugsjorden, især i sydøst Asien.

Den kolossale stigning i landbrugsproduktionen op gennem 1900-tallet har baggrund i en lang række driftstekniske udviklinger. Mest kendt er den grønne revolution, fremavlen af nye kornsorter, som i højere grad end traditionelle sorter er i stand til at udnytte store mængder af kunstgødning og vanding, og som siden 1960'erne har betydet enorme stigninger i høstudbyttet i mange ulande. Vigtigst er udviklingen i den intensive risavl, som stadig er livsgrundlaget for over 2 milliarder mennesker i Syd- og Østasien. En betydende faktor har været den samtidige udbygning af infrastrukturen, som er nødvendig for de nye driftsformer med deres krav til kunstvanding og transport af kunstgødning og hjælpestoffer, fx sprøjtemidler. Evnen til at transportere store godsmængder har også været af afgørende betydning for det internationale samfunds evne til at sætte ind mod lokal hungersnød på baggrund af misvækst eller krige.

De biologiske videnskaber har haft stor indflydelse på udformningen af det moderne landbrug. Metoder til forædling og avl af planter og dyr bygger fx på viden opbygget under den udvikling, genetikken har gennemgået. Bioteknologiske metoder har spillet en vigtig rolle for udformningen af moderne driftsformer især i ilandene. Til gengæld er mange arter og varieteter forsvundet og deres potentielt nyttige gener med dem. Hertil kommer, at mange afgrøder dyrkes som genetiske monokulturer, der er sårbare for bl.a. svampe- og insektangreb. Nogle af disse problemer søges afhjulpet ved at tilføre gamle sorter og racer nye gener vha. gensplejsning med henblik på at øge fx sygdomsresistens og vækst. Ligeledes er der i de senere år oprettet en række genbanker, hvor arvemateriale nedfryses til evt. senere anvendelse.

Der er meget store forskelle mellem sådanne højteknologiske initiativer og mange landbrugssystemer i ulandene. I Afrika og visse dele af Asien og Sydamerika dyrker mange bønder fortsat til eget forbrug og med egen arbejdskraft som vigtigste input, men voksende andele af verdens fødevareproduktion er kendetegnet ved markedsorientering, mekanisering, specialisering og energiforbrug.

Landbrug og ilande

I mange ilande er landbruget stærkt reguleret og subsidieret. I USA har det siden mellemkrigstiden haft til formål at stabilisere produktion og priser til fordel for både landmændenes indkomstdannelse og for den fattige del af befolkningens fødevareforsyning. I Europa, hvor der i mange lande var fødevaremangel under krigen, stimulerede man sin egen fødevareproduktion. Det blev siden samordnet i EU's landbrugspolitik, der ligesom i USA skulle sikre både landmændenes indkomster og befolkningens fødevareforsyning. Fra at have været et underskudsområde er EU blevet et overskudsområde for en række landbrugsvarer. Da overskudsproduktionen fra både EU og USA har måttet eksporteres, har det ført til lave priser på verdensmarkedet til skade for ulandenes produktion.

Med oprettelsen af verdenshandelsorganisationen WTO i 1995 blev det som hovedregel forbudt at give støtte, der kunne stimulere produktionen. EU har derfor siden 1992 gradvis ændret sin landbrugspolitik, så priserne efterhånden kan sænkes til verdensmarkedsniveau, mens landmændene kompenseres for prisfaldet med en produktionsuafhængig støtte.

Selvom WTO's bestræbelser på videregående liberalisering af verdenshandelen vanskeliggøres af store interesseforskelle, er den internationale omsætning af landbrugsvarer nu langt større end nogensinde tidligere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig