Lancier, Les Lanciers, selskabsdans for fire par opstillet i kvadrille og bestående af fem ture (afdelinger). Den introduceredes som en ny kvadrille (efter fransk model) på De Britiske Øer kort før 1820 med musik sammenstillet af populære melodier fra tiden. Dansen fik en opblomstring i Paris i midten af 1800-t., da der komponeredes nye melodier, og herfra kom den til København ca. 1860, hvor den blev udgivet med flere melodier.

Faktaboks

Etymologi
Ordet lancier er fransk, forkortelse af quadrille des lanciers, 'lansebærernes kvadrille'.

I Danmark er lancier fortsat populær og danses almindeligvis til 3ème Quadrille des Lanciers af J. Mikel (pseudonym for en fransk musiker fra midten af 1800-t.). Den har overlevet ved hoffet og i det bedre borgerskab og er blevet udbredt til fester i gymnasieskolen m.m. I denne form og med dette melodivalg kendes lancier ikke længere uden for Danmark.

Se også selskabsdans.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig