Lamineret glas, glas, der består af to eller flere lag glas med mellemliggende plastfolie, fx polyvinylbutyral (pvb), der føjes sammen, lamineres, ved forhøjet temperatur og tryk. Lamineret glas kan også fremstilles ved at fylde mellemrummene mellem glaslagene med en støbeharpiks. Lamineret glas bruges, hvor der ønskes høj personsikkerhed, fx i glastage, facader, i bilfrontruder og som sikkerhedsglas i banklokaler, fængsler mv. Når lamineret glas revner, holder materialet mellem glaslagene sammen på glasskårene, så snitsår undgås og glasset forbliver gennemsigtigt.