laktatdehydrogenase

Laktatdehydrogenase, LDH, mælkesyredehydrogenase, enzym, som katalyserer omdannelsen af pyrudruesyre (pyruvat) til mælkesyre (laktat). Enzymet findes i alle celler, hvor det er sidste led i den anaerobe glykolyse, dvs. omdannelsen af glukose til mælkesyre.

Faktaboks

etymologi:
Ordet laktatdehydrogenase kommer af laktat, se laktater, og dehydrogenase.

Som en række andre enzymer forekommer LDH i forskellige former, isoenzymer. Dette udnyttes diagnostisk, idet alvorlig vævsskade medfører udsivning af enzymer til blodet. Således vil et højt indhold af LDH1 og LDH2 i blodet styrke mistanke om hjerteinfarkt, idet disse isoformer specielt findes i hjertet.

LDH hører til enzymgruppen dehydrogenaser og bruger coenzymet NAD.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig