Lakrids, produkt fremstillet af rodudløberne fra lakridsplanten Glycyrrhiza glabra; anvendes i konfekture, som smagsstof i drikkevarer, skrå og medicin samt i hostemedicin. Roden smager sødt, hvilket skyldes indholdet af 5-7% glycyrrhizin, et saponinlignende stof. Lakridsplanten dyrkes især i Rusland, Iran, Spanien og Indien. Rødderne er modne til at blive høstet efter 3-4 år. De tørrede, pressede rødder knuses og udkoges i vand, hvorefter saften koges ind til rålakrids, som siden forarbejdes.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet lakrids kommer af middellatin liquiritia, omdannet efter liquor 'væske', af græsk glykyrrhiza 'lakridsrod', egl. 'sødrod', af glykys 'sød' og rhiza 'rod'.
Inden for konfekture skelner man mellem blød lakrids og hård (støbt) lakrids. Forskellen er dels ingredienserne, dels fremstillingsmåden. Den hårde lakrids kan indeholde 50% gummi arabicum, 35% sukker, 10% glukose, 5% rålakrids samt smagsstoffer. Den støbes i forme og anvendes til bl.a. pastiller. Den bløde lakrids kan bestå af 30% hvedemel, 45% sirup, 20% sukker, 5% rålakrids samt smagsstoffer. Den udtrækkes på særlige maskiner og benyttes til fx lakridsbånd og lakridskonfekt.
Hos særlig følsomme personer kan indtagelse af større mængder lakrids medføre en betydelig grad af blodtryksforhøjelse. Se også slik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.