Lak, i lak- og farveteknisk sprogbrug synonym med klar lak, dvs. et malemateriale, som i optørret tilstand hovedsagelig består af et transparent bindemiddel (fx alkydlak og akryllak). Terminologien er imidlertid langtfra entydig: autolak og pulverlak er således normalt dækkende malingsystemer, ligesom begrebet lakering bruges om påføring af både klare og dækkende malingsystemer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet lak kommer via tysk og italiensk fra persisk lāk, via hindi lākh fra sanskrit lākṣā 'rød farve, lak'.

Som andre malematerialer har lakker med tiden udviklet sig i miljøvenlig retning, dvs. mod materialer med lavt indhold af flygtige opløsningsmidler. Til gulve af træ anvendtes tidligere olielak, fernis og alkydlak, der afløstes af syrehærdende lak og polyurethanlak, som fortsat benyttes ved meget hårde påvirkninger. Mere miljøvenlige er vandige akryllakker, evt. forstærket med polyurethan. Til industriel lakering af gulve benyttes endvidere UV-lakker, dvs. lakker, som hærdes med ultraviolet lys; de kan fremstilles helt uden flygtige opløsningsmidler. Til møbellakering benyttedes tidligere politur (en opløsning af shellak i sprit), senere cellulosenitratlak og endelig syrehærdende lak. Alternativer er vandige lakker og UV-lakker. Til lakering af træbåde benyttes traditionelle olielakker, urethanalkydlak og polyurethanlak. Klar lakering af metaller kan foretages med cellulosenitratlak (zaponlak). Ved meget krævende opgaver, fx lakering af musikinstrumenter, benyttes kataforeselakering med klar lak.

Segllak er en blanding af forskellige harpikser (shellak, kolofonium), terpentin, mineralske fyldstoffer og et farvestof (cinnober); den skal være hård ved stuetemperatur, men blød ved opvarmning. Se også segl.

Lakarbejde

Lak til beskyttelse og dekoration af genstande kendes fra Kina i slutningen af 1000-t. f.Kr. Østasiatisk lak er en grå, sirupsagtig saft, som udvindes af laktræet, Rhus verniciflua, af familien Anacardiaceae. Den dybe, sorte farve, som er karakteristisk for japanske lakarbejder, fremkommer ved tilsætning af trækul eller jernpulver, mens den røde, som bl.a. er typisk for de udskårne kinesiske lakker, fås ved at blande rålakken med cinnober.

Lak anvendes især på træ, men også på fx bambus, klæde, læder, papir og fletværk. Porøse overflader kan gennemtrænges og forsegles med lak; den hærdede overflade er vandtæt og modstandsdygtig over for insektangreb og syre.

Lakken påføres i mange lag, ofte 30 eller flere, der hver skal tørre og slibes, før et nyt lag påføres. Overfladen dekoreres med bemaling, udskæring eller indlægning af andre materialer såsom metal og perlemor.

Fra slutningen af 1500-t. blev kinesiske og japanske lakarbejder eksporteret til Vesten, hvor de blev meget eftertragtede. Fra Europa sendtes møbler til Østen for at blive lakeret, og vestlige kunsthåndværkere begyndte at eksperimentere med efterligninger ved at benytte en fernis baseret på harpiks eller shellak opløst i sprit. Vernis Martin, som blev opfundet i Paris af maleren Robert Martin (1706-65), kan være vanskelig at skelne fra udsøgt japansk lak. Lakarbejder kendes også fra bl.a. islamisk kunst, fra Rusland og Østeuropa. Se også lakmøbler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig