Lagersvampe, svampe, der angriber oplagret korn; arterne kommer dels fra marken, dels fra lageret. Aspergillus, Penicillium og Fusarium er de mest almindelige lagersvampe. Svampevækst på kornet kan resultere i dårlig foderkvalitet samt nedsat spireevne. Flere lagersvampe kan desuden udskille mykotoksiner; stoffer, som er giftige for husdyr og mennesker. Korn bør nedtørres hurtigst muligt efter høst og opbevares køligt for at undgå angreb af lagersvampe.