Lacrosse
Lacrosse
Af /Wikimedia Commons.

Lacrosse er et hockeylignende boldspil, hvor to hold a ti spillere skal forsøge at score point ved at skyde en lille hård gummibold i modstanderens mål vha. et trekantet, handskelignende net, fæstnet på enden af en stang.

Faktaboks

Etymologi
Ordet lacrosse kommer fra canadisk fransk la crosse 'krogen, krumstaven'.

Regler

Lacrosse
Lacrosse.
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 4.0

Banen er på størrelse med en fodboldbane, med et mål i hver ende. Hvert hold skal altid have mindst tre spillere på angrebssiden af midterlinjen og fire på forsvarssiden. Kun målmanden må røre bolden med hånden. Spillerne, især målmanden, bærer beskyttelsesudstyr. En kamp varer 4×15 min.

Oprindelse

Lacrosse blev udviklet af den oprindelige befolkning i Nordamerika og kan spores tilbage til 1400-tallet. Det oprindelige spil var hårdt, ofte brutalt, og kunne vare flere dage. Banen strakte sig over enorme områder, og op til 1000 krigere kunne deltage. Spillet havde også et religiøst formål, bl.a. som et helbredelsesritual, og blev endvidere brugt til at afgøre stammestridigheder og hærde unge krigere.

Udbredelse

I vore dage spilles lacrosse stadigvæk mest i Nordamerika, hvor det både er et populært skolespil og turneringsspil med bl.a. en professionel liga. Også internationalt er spillet slået an. I flere lande er der turneringer, og internationale mesterskaber afholdes.

I Danmark findes i alt tre klubber i hhv. København, Aarhus og Odense. Dansk Lacrosse Forbund arrangerer en indendørs og en udendørs turnering (2015).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig