Løsdrift, særligt staldsystem i husdyrbruget, hvor dyrene frit kan bevæge sig rundt. Tidligere var opbundne køer og søer samt høns i bure den almindelige opstaldningsmåde, men efterhånden har løsdrift fået stor udbredelse. En løsdriftsstald til malkekøer indeholder ædeafdeling, liggestald og malkestald. Der forskes meget i staldenes indretning, således at dyrenes adfærdsmæssige behov tilgodeses, samtidig med at staldene er en rationel arbejdsplads for landmanden.