Løber, brik i spillet skak. Løberen bevæger sig ubegrænset på diagonaler af den ene feltfarve. Brikken kaldes som springeren for en ’let officer’.

Brikken har ændret såvel gangart som navn og udseende på meget speciel måde. I tidlig skak var løberen en elefant, ’gaja’/ ’hasti’, som på persisk hed ’pil’ og på arabisk ’al-fil’. Brikken havde minimal slagkraft, da den kun kunne bevæge sig et enkelt diagonalt dobbeltskridt. Den kunne således kun trække til en fjerdedel af brættets felter. I europæisk skak misforstod man brikkens udseende. Englænderne ændrede snabelen til en bispestav og følgelig navnet til biskop (’bishop’). I Frankrig blev snabelen til en narrestav og brikkens navn ’fou’ (nar, tåbe), mens man mod nord i Tyskland (’Läufer’) og Norden ’løber’ fokuserede på den store bevægelighed. Se også skak.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig