Læspen, sigmatismus, udtalevanskelighed, som består i, at lyde, der normalt udtales med tungespidsen bag fortænderne, udtales med tungespidsen placeret mod disse (fortungelæspen), eller at lydene udtales langs siderne af tungen (sidelæspen). Læspen er en vanemæssig eller miljøbetinget udtalefejl; på visse sprog, fx grønlandsk, indgår læspen i normalsproget. Læspen kan også skyldes manglende fortænder og forekommer derfor i forbindelse med tandskift. Især s-, sch- og t-lyde påvirkes af læspen.