læsning (Læseprocessen)

Læsning (Læseprocessen), Den videnskabelige udforskning af læseprocessen anses for at være påbegyndt ca. 1875 i Wilhelm Wundts laboratorium i Leipzig. Her forskede man bl.a. i øjenbevægelser under læsning og i hastigheden af opfattelsen af trykte bogstaver og ord. Især kom Wundts assistent James McKeen Cattell til at spille en hovedrolle fra slutningen af 1880'erne efter sin hjemkomst til USA og gennem sit arbejde ved Columbia University. Men nysgerrigheden efter at vide, hvordan man egentlig bærer sig ad med at læse, har sikkert bestået i flere tusinde år, lige siden læsning først fandt sted.

Delprocesser

I dag betragter man læseprocessen som et funktionelt system af adskillige delprocesser i højere grad end en enkelt kognitiv proces. Denne opfattelse støttes af undersøgelser af hjerneaktiviteten under læsning. Delprocesserne i stillelæsning kan deles i to hovedgrupper: En komponent, som leder til identifikation af de enkelte skrevne ord, også kaldet ordafkodning, og en komponent, som med støtte i konteksten leder til dannelse af et forestillingsindhold og dermed en forståelse af det læste. Den samlede læsefærdighed er et produkt af de to komponenter, idet ingen af delene kan undværes i en forståelsesorienteret læsning.

Ordafkodning

Når blikket falder på et nyt ord, analyserer læseren på samme tid ordet på flere måder. Enkeltbogstaver og hyppige bogstavforbindelser identificeres, og deres sandsynlige lydlige repræsentation aktiveres. Læserens analyse af skrevne ord tager også hensyn til orddele af betydning for ordets identitet, fx skov/rid/er og ikke sko/vrid/er. De identificerede bogstaver, lyde og orddele sammenholdes med ord, som læseren har i sit ordforråd. Korte, hyppige og forventelige ord identificeres hurtigere end andre ord.

Kontekstens betydning

Den sammenhæng, som ordet optræder i, spiller også en vis rolle ved identifikationen især for mindre gode læsere. Korte, hyppige funktionsord som og, det, hun, har kan være forudsigelige, mens indholdstunge ord er mindre forudsigelige og kræver omhyggelig forarbejdning. Desuden bruges konteksten til at finde den rigtige identitet af homografer som fx bar, der både kan betyde 'udskænkningssted' og 'nøgen' samt være datid af verbet bære. Sætningssammenhængen er dog af væsentlig større betydning for forståelse af tekster end for identifikation af ord.

Automatisering

For de fleste voksne og for børn fra ca. 4. klasse er identifikationen af ord overindlært i en sådan grad, at den forekommer at foregå umiddelbart. En konsekvens er, at man slet ikke kan lade være med at læse ord, når man ser dem. Det kendes fx ved spontan, ufrivillig læsning af tv-tekster for hørehæmmede. Desuden kan man få indtryk af automatiseringens styrke ved en afprøvning af den såkaldte stroopeffekt, jf. tekstramme. Begrebet er opkaldt efter den amerikanske læseforsker J. Ridley Stroop, der i 1935 offentliggjorde et forsøg, hvor han påviste automatiseringens betydning. Det er også automatisering, der bevirker, at det er lidt hurtigere at læse talord, fx syv, ni, tre, ti, end at benævne de tilsvarende cifre, 7, 9, 3, 10. Dette gælder så tidligt som for børn fra 4. klasse.

Bogstavgenkendelse i flydende læsning

Gode læsere synes at forbinde sete ord direkte med ordenes betydning uden hverken at lægge mærke til de enkelte bogstaver eller til ordenes lyd. "De lægger bare øjnene ned på papiret, og så ved de, hvad der står", som en ung ordblind mand har udtrykt det. De seneste årtiers forskning har imidlertid vist, at selv gode læsere er afhængige af genkendelse af såvel de enkelte bogstaver som ordenes lyd; læs fx "Det er let at vise, at selv udetydelige stavefejl nedsætter læsehastigheden gansle betydeligt". (Der er to trykfejl i den foregående sætning). Når man kan forledes til at tro, at genkendelsen af de enkelte bogstaver i ord ikke skulle være så betydningsfuld, skyldes det netop overindlæringen af afkodningen eller automatiseringen, idet afkodningen ikke optager bevidstheden, men er obligatorisk, dvs. at man som læser ikke kan lade være at afkode en tekst, man ser. Afkodningen tillader normalt ikke introspektion, dvs. at man ikke kan få indblik i ordafkodningen ved at vende blikket "indad" og forsøge at lægge mærke til, hvad man egentlig gør, når man læser.

Oversættelse til lyd

Også ordenes lyd spiller en rolle for flydende læsning. Det tager således lidt længere tid at læse en række nye ord op, fx hoke, saf, end at læse kendte ord op, fx huse, sat, men forskellen er dog kun ca. 0,1 sek. for sådanne ord. For gode læsere er oversættelsen fra bogstav til lyd således særdeles effektiv.

Det er også påvist på mere direkte måde, at ordenes lyd spiller en rolle i gode læseres afkodning. Lyden kan nemlig være en distraktionsfaktor for selv gode læseres stillelæsning. I et nu klassisk forsøg, hvor læsere skulle rubricere ord i bestemte kategorier, fx dyr, påviste Guy Van Orden f. 1952, at når ord lød som navne på dyr uden at være det, var de sværere at afvise end ellers, og læserne begik flere fejl i sådanne tilfælde, fx ved skelnen mellem krave og krage, jf. tekstrammen. At distraktionen skabes af lydsammenfald og ikke af, at ordene visuelt ligner dyrenavne, ses fx af, at det ikke er noget problem at skelne krige fra krage, selvom forskellen også i dette tilfælde kun er et enkelt bogstav. Hvis ord blev identificeret "direkte" uden aktivering af deres lyd, ville en distraktion ikke optræde. Det er på tilsvarende måde påvist, at læsere også i ikke-alfabetiske skriftsystemer, fx kinesisk, aktiverer ords lyd under stillelæsning.

I et nu klassisk forsøg fra 1987 påviste Guy van Orden, at ords lyd aktiveres under læsning. Han bad læsere om at afgøre, om ord tilhørte bestemte kategorier, fx om der var tale om dyr. Prøv selv at angive, hvilke af disse ord der er navne på dyr. Læs dyrenavnene op, men spring alle de andre ord over. Tag eventuelt tid.
Liste 1:
kat hus motor røgen falk bord krige
puddel høst ko skrue potte bjørne
hue blåt vædder hvem hvilen siger orm
Liste 2:
tyr stol sømmet gøen mus skovl krave
bier hæst får møtrik rådte sæler
duge gråt snegl vips valen tier stær
Van Ordens forsøg viste med stor tydelighed, at ordenes lyde kunne distrahere løsningen af opgaven. Når ordene lød som navne på fx dyr uden at være det, var de sværere at afvise end ellers, og læserne begik i disse tilfælde flere fejl. Der er i begge lister syv dyrebetegnelser, men listerne adskiller sig ved, at der i liste 2 er ord, som lyder som dyrenavne uden at være det, fx krave, der lyder som krage, og gøen, der kan opfattes som gøgen på moderne dansk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig