Læsepoesi, moderne betegnelse for digte, der udbredes og opleves gennem skriften. Vers, herunder det, romantikerne kaldte "folkedigtning", var oprindelig noget, man sang og reciterede. Versets rytme skulle høres. Den læste poesi var indtil nyere tid forbeholdt en lille, dannet elite. I 1700-t. indtraf den såkaldte borgerlige læserevolution. Læsning havde indtil da normalt været højtlæsning; man satte stemme på ordene, også når man befandt sig i enrum. Men med den nye, stærkt øgede læsefærdighed lærte man sig den direkte vej fra skrift til forståelse uden stemmens mellemkomst. Jævnsides hermed blev oplæsning en almindelig adspredelse i borgerhjemmene. Prosaen tog føringen, men poesien selvstændiggjorde sig som ny, "moderne" kunstart — med skriften som medium. Det fik indflydelse på dens form, idet man nu ved øjets hjælp kunne fastholde dens elementer: ordene, versene, stroferne, og som en sidste konsekvens kunne opgive de metriske former og skrive frie vers.