Lægevidenskab, lægefagligt arbejde og fagets videnskabelige udforskning. Arbejdet med undersøgelse og behandling af patienter var inden for vor kultur oprindelig alene et arbejde for læger, der dengang altid var mænd, støttet af anonyme kvinder, fx vågekoner, indtil fremkomsten af en formaliseret sygeplejeuddannelse og senere en række andre faglige uddannelser: laboranter, sygehjælpere/social- og sundhedsassistenter, lægesekretærer, sygeplejerskesekretærer, diætister, ergo- og fysioterapeuter, socialrådgivere mfl. Det har betydet, at lægevidenskab, fx i de medicinske fakulteters navne, er omdøbt til sundhedsvidenskab; denne omfatter nu også fx tandlægevidenskaben.

Trods denne historiske ændring af ordet lægevidenskabs faglige betydning har det i dag fortsat en dobbeltbetydning, dels som udtryk for lægers arbejde som lægevidenskabelige kandidater, dels som udtryk for lægers videnskabelige grundlag for valg af metoder til diagnose og behandling m.m. Her anvendes lægevidenskab i betydningen: det videnskabeligt dokumenterede grundlag, såkaldt evidens, for ikke blot lægelig diagnostik og behandling, men også for genoptræning, social omsorg og forebyggelse, tillige med viden om menneskekroppens opbygning og funktioner, sygdommes årsager og det teoretiske grundlag for bl.a. brug af lægemidler, speciel kirurgisk teknik, ændring af levevaner og samfundsforhold m.m. Se også evidensbaseret medicin. Den teoretiske viden indhentes i de såkaldt teoretisk-lægelige fag, hvoraf anatomi, biokemi, biofysik, fysiologi, arvelighedslære, farmakologi, mikrobiologi, patoanatomi, socialmedicin og epidemiologi er typiske eksempler.

Lægevidenskabelige landvindinger og kvalitetsvurdering af allerede anvendt viden og teknik kan inddeles i teoretisk lægevidenskab som eksemplificeret ovenfor og anvendt lægevidenskab (se klinisk forskning), dvs. forskning, som direkte tilstræber, at resultaterne kan anvendes i patientarbejdet. Teoretisk lægevidenskab er knyttet til videnskabelige institutter, som ikke deltager i sundhedsvæsenets patientarbejde, og anvendt sundhedsvidenskab benyttes ofte synonymt med klinisk videnskab, dvs. den forskning, der udføres på patienter.

Historisk set er grundforskningen som pålidelig kilde til ny erkendelse ældst, især i den form, der beskriver menneskelegemets indretning og funktioner. Sygdommes behandling, fx med plantemedicin eller åreladning, var derimod længe overladt til folkemedicinens trosprægede antagelser eller lægers tilsvarende tendens til at forveksle to begivenheders (sygdomstilfældets og behandlingens) samtidighed med et årsagsforhold, se medicinens historie. Først fra midten af 1900-t. har den kliniske forskning i stort omfang udviklet sine egne begreber og metoder, så det er muligt direkte at måle undersøgelses- og behandlingsmuligheders effektivitet, og dermed skabe grundlag for såkaldt evidensbaseret medicin. Som hovedregel er det en forudsætning for pålidelige svar, at man benytter lodtrækningsprincippet og den såkaldte blinding af patient og undersøger (se kontrolleret klinisk undersøgelse). Gør man ikke det, risikerer man, at ønsketænkning fra patients og undersøgers side samt spontane svingninger i sygdommens aktivitet forleder til fejlagtige slutninger. Ulempen ved lodtrækning og blinding er belastningen af læge-patient-forholdet, hvor patienten fra alene at være et individ i lægens opmærksomhedssfære også fungerer som repræsentant for en stor patientgruppe og yderligere skal acceptere at være uvidende om, hvilken forsøgsbehandling han eller hun får. Med tiden er accepten af pålidelige vurderinger af undersøgelses- og behandlingsmetoder dog tiltaget stærkt.

Fra at være enkeltpersoners indsats har lægevidenskab udviklet sig til også at være et gruppe- eller større holdarbejde, sommetider omfattende et stort antal forskningsinstitutioner eller -afdelinger, både i Danmark og som internationale forskningsprojekter.

Lægevidenskabelig faglitteratur

Lægevidenskabelig faglitteratur omfatter både den oprindelig rent medicinske, videnskabelige litteratur og den sundhedsvidenskabelige. Den sidste rummer tillige de øvrige sundhedsfags videnskabelige litteratur, repræsenteret af sygeplejen, jordemoderfaget, ergo- og fysioterapien, farmacien og tandlægevidenskaben. Faglitteraturen spænder over flere publikationsformer: bøger, kongresberetninger, disputats- og ph.d.-afhandlinger, Internetinformation og tidsskriftartikler. For den internationale og nationale udveksling af forskningsresultater er tidsskriftformen helt dominerende.

Det nøjagtige antal lægevidenskabelige tidsskrifter i verden kendes ikke, men anslås til 15.000-20.000, som årlig rummer skønsmæssigt 800.000-1 mio. artikler. Ca. 20-25 % af disse udvælges efter kvalitetskriterier og er repræsenteret i de store elektroniske databaser, som har til huse i verdens største sundhedsvidenskabelige bibliotek, National Library of Medicine i USA. Herfra kan emneorienterede oversigter og resuméer benyttes af universitets- og sygehusbiblioteker verden over via elektroniske søgesystemer, se MEDLINE.

Lægevidenskabelige tidsskrifter med nutidige karakteristika har en lang historie. Et engelsk og et fransk blev som de første udgivet ca. 1665, og tallet er herefter steget støt indtil nutiden. Fra at være dækkende for hele faget medicin er udviklingen gået mod først specialer som faggrundlag for tidsskrifter og derefter underspecialer, organspecialer eller enkelte sygdomme, fx sukkersyge og aids. Verdens oplagsmæssigt største lægetidsskrifter, som alle har almen karakter, har dog fortsat stor indflydelse, fx de britiske The Lancet og British Medical Journal samt de amerikanske New England Journal of Medicine og Journal of the American Medical Association (JAMA).

Danske lægevidenskabelige tidsskrifter med en ubrudt udgivelse til i dag hører til de allerældste. Bibliotek for Læger, som er verdens ældste fortsat udgivne, er udkommet siden 1809, og Ugeskrift for Læger siden 1839. Sidstnævnte er Lægeforeningens faglige tidsskrift. Det dækker både den lægevidenskabelige, den sundhedsfaglige og den organisatoriske udvikling.

Lægevidenskabelige tidsskrifter publicerer helt overvejende artikler baseret på den naturvidenskabelige forskningstradition, men også humanistiske bidrag inden for medicinsk psykologi, plejeundersøgelser og medicinens historie vinder i tiltagende grad indpas. Fælles for forskningsdisciplinerne er artiklens opbygning over en original idé, der omsættes til et spørgsmål i form af en problemformulering og herefter til valg af undersøgelsesmetoder, som rummer mulighed for at besvare det stillede spørgsmål. Denne grundstruktur kræves nøje overholdt af videnskabelige redaktører og de, oftest to, uafhængige konsulenter pr. manuskript, som de bedste tidsskrifters redaktører anvender for at sikre tidsskriftets kvalitet.

Lægevidenskabelige tidsskrifter udgives på alle nationale sprog, oftest af den stedlige lægeforening. Verdensdækkende specialtidsskrifter udgives derimod stort set alle på engelsk, som er blevet sundhedsvidenskabernes internationale sprog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig