lægdommer

Nævninger blev indført ved Retsplejelovens ikrafttræden i 1919 (vedtaget 1916) med først og fremmest den begrundelse, at man ønskede et folkeligt værn mod de strenge dommere, navnlig hvad politiske forbrydelser angik.

Endvidere nævntes allerede dengang de grunde, der i dag betragtes som hovedhensynene bag lægdommerinstitutionen: At straf er et meget alvorligt indgreb i et menneskes liv, og når samfundet mener, at den moralske baggrund for et sådant indgreb er til stede, må det kræves, at opfattelsen støttes af den almindelige befolkning, og derfor bør repræsentanter for borgerne medvirke.

Samtidig sikres det, at domme ikke afsiges af en lukket kreds uden kontakt til det omgivende samfund; jurister har som alle andre professionelle en tendens til at udvikle et særligt sprog og særlige normer.

Allerede i 1849 blev det fremhævet, at vurderingen af, om en person er skyldig i en lovovertrædelse, og hvilken straf lovovertrædelsen bør medføre, ikke nødvendigvis er en juridisk vurdering, men en vurdering, der fuldt betryggende kan foretages af fornuftige lægfolk. Endelig afviste forslagsstillerne, at lægdommere skulle være særlig milde i deres bedømmelse.

Spørgsmålet har gennem årene jævnlig været debatteret i juridiske kredse. Der er ingen tvivl om, at den enkelte lægdommer i den enkelte sag har en tendens til at se mildere på forbrydelser end befolkningen som helhed, ud fra hvad der kan læses af gallupundersøgelser.

Forklaringen er formentlig den simple, at mens det på det teoretiske plan er let at forlange hårde straffe, er det en helt anden sag, når man står ansigt til ansigt med den enkelte anklagede og måske desuden opdager en række formildende omstændigheder.

At lægdommere skulle være mildere end juridiske dommere, er der intet belæg for. Der findes ganske vist et par eksempler på frifindelser, som set med juridiske øjne er stødende, men der er adskillige eksempler på, at nævninger har fundet en tiltalt skyldig, mens de juridiske dommere har nægtet at anerkende dommen pga. utilstrækkelige beviser.

Før Domstolsreformen blev nævningesager, behandlet i landsretten af tre landsdommere og 12 nævninger. Nævningerne afgjorde alene skyldspørgsmålet. Det foregik ved, at der stilledes en række spørgsmål til nævningerne, som skulle besvares med ja eller nej.

Svarede mere end syv ja til, at den tiltalte var skyldig, havde nævningerne afgjort dette spørgsmål. Der krævedes ikke som i de angelsaksiske lande enighed, og det blev heller ikke angivet, hvor mange der havde stemt for. Svaret lød blot: "Ja, med mere end syv stemmer". Ved skyldigkendelse skulle de juridiske dommere tiltræde afgørelsen.

Hvis de ikke fandt, at beviserne var til stede, skulle sagen gå om for et nyt nævningeting og nye juridiske dommere. Det kaldtes "den dobbelte garanti". Faldt den nye sag ud på samme måde, afsagde retten frifindelsesdom. Var der mindre end otte stemmer for domfældelse, frifandtes den tiltalte, og dermed var sagen forbi.

Det var almindeligt, at retsformanden ved retsbelæringen til nævningerne tilkendegav de juridiske dommeres vurdering.

Nævningekendelser blev før Domstolsreformen ikke begrundet. Det skyldtes dels vanskeligheden ved at få 12 mennesker til at enes om en begrundelse, dels den vurdering, at en begrundet nævningekendelse let ville kunne gennemhulles af trænede jurister og give anledning til langstrakte processer om rettergangsfejl.

De manglende begrundelser og den omstændighed, at skyldspørgsmålet i nævningesager ikke kunne ankes, gav anledning til en del kritik; bl.a. har Danmark måttet tage forbehold for FN's Menneskerettighedskonvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder fra 1966, fordi den kræver, at straffedomme kan ankes.

Domstolsreformen har medført, at nævningesager siden 1.1.2008 ligesom alle andre straffesager starter i byretten. I nævningesager i byretten medvirker tre dommere og seks nævninger. Hvis en nævningesag ankes til landsretten, medvirker tre dommere og ni nævninger i ankesagen.

Skyldspørgsmålet kan således prøves to gange, og som en konsekvens af ankemuligheden skal afgørelsen af skyldspørgsmålet begrundes. Da man ikke mente at denne opgave kunne pålægges nævningerne, skal rådslagning og afstemning om skyldspørgsmålet nu foretages af nævninger og dommere i fællesskab.

Denne bestemmelse har medført en del kritik fra jurister, som frygter, at den fælles votering medfører en risiko for, at enkelte lægdommere vil censurere egen overbevisning i respekt for opfattelsen hos de juridiske dommere. Som konsekvens af den fælles votering afskaffes bestemmelserne om retsformandens retsbelæring, idet juridiske spørgsmål forudsættes besvaret under voteringen.

Domsmænd blev indført i 1937 (vedtaget 1936) med den begrundelse, at en sådan ordning ville være langt mindre bekostelig og besværlig end et nævningeting. Desuden blev det anført, at faren for urigtige afgørelser ville være mindre end i nævningesager.

I domsmandssager, som altid er byretssager i 1. instans, medvirker to lægdommere på lige fod med den juridiske dommer; i ankesager i landsretten deltager tre juridiske dommere og tre lægdommere. Domsmændene deltager i såvel skyldvurdering som strafudmåling og har som de juridiske dommere én stemme.

I juridiske kredse har der generelt altid været stor tilfredshed med domsmandsinstitutionen, som heller ikke i noget større omfang er blevet berørt af Domstolsreformen.

Dog kan byretten fra 1.1.2007 i domsmandssager om økonomisk kriminalitet, der forventes at blive af længere varighed, sammensættes af to juridiske dommere og tre domsmænd.