Læder, garvet dyrehud, hvor hårlaget er fjernet inden garveprocessen vha. udblødning i vand og efterfølgende afhåring i kalkvand. Læder forarbejdes især af huder fra okser, kalve, føl, får og geder, i mindre målestok fra svin, krybdyr og endog padder. Huden kan spaltes i narv og spalt. Narven er hårsiden, som indeholder hudens naturlige struktur. Spaltet er undersiden, dvs. læderhuden (se hud).
Læderets egenskaber og dermed brugbarhed til fx beklædning eller nyttegenstande afhænger af valget af dyreart og behandling i garveprocessen. Ved garvning gøres huderne langtidsholdbare (konserveres). De kollagene fibriller i læderhuden (se bindevæv) fikseres og kan således undgå organisk nedbrydning (forrådnelse). Valg af garvemiddel afgør, om læderet bliver stift/hårdt eller blødt/smidigt, og om det kan tåle fugtighed.
Til garvning kan anvendes røg, vegetabilske og animalske midler, fx urin, garvesyre og tran, mineralske midler som fx alun og chrom samt enzymer, enten syntetiske eller fx fra spyt. Røgning er en urgammel garvemetode, som i visse kulturer har været anvendt til at bevare fjenders afhuggede hoveder som trofæ. Af vegetabilske midler blev garvesyre fra egebark tidligere brugt til rødgarvning.
Vegetabilsk tran anvendes endnu til fedtlæder, vaskeskind og handsker; hovedsagelig benyttes de mineralske midler alun (til hvidgarvning) samt chromsalte, der benyttes til bl.a. skotøj og læder til rideudstyr og møbler, men også til fx krokodillelæder til tasker og sko og narv til vaskeskind og bogbind. Garvning med enzymer vinder indpas, da det øger læderets kvalitet, især smidighed. Spytenzymer har længe været brugt af inuitter, der tygger hudstrimler sammen med tran, hvilket giver et meget blødt skind.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.